Smukke chokoladebomber med fransk nougat og hvid chokolade indeni. (©DR)

Passionsdrømme

Små lækre passionsdrømme, der nemt kan fungere som værtindegave. Udover passionsfrugt indeholder de fransk nougat og hvid chokolade.

Tilberedningstid: 3 timer Antal portioner: 6 pers.

Kok og program

Ingredienser

Marengs

  • 40 g sukker
  • 50 g past. æggehvider

Sukkerlage

  • 80 g vand
  • 240 g sukker
  • 140 g glukose
  • 140 g honning

Fyld

  • 250 g mandler
  • 100 g pistacienødder

Hvid chokolade- og passionsfrugtganache

  • 100 g kogt passionsfrugtsaft
    (cirka 12 stk.)
  • 130 g piskefløde
  • 10 g sukker
  • 320 g hvid chokolade
  • 30 g smør
  • 2 stk. lime
  • 400 g mørk chokolade

Fremgangsmåde

Lav fransk nougat:

  1. Rist pistacienødder i 12 minutter og mandler i 20 minutter i ovnen ved 150 grader og hak dem i grove stykker.

  2. Pisk sukker og æggehvider stive i en køkkenmaskine.

  3. Hæld sukker, vand, glukose og honning op i en gryde og lad det koge op ved middel temperatur (det tager ca. 20 minutter).

  4. Når sukkerlagen rammer 145 grader (brug sukkertermometer), hældes den stille og roligt ned i de stive hvider, mens der piskes i marengsen.

  5. Når alt sukkerlagen er hældt ned i marengsen, piskes der i 5 minutter, indtil massen er kølet ned til 40-50 grader.

  6. Hæld nu de ristede og hakkede nødder op og vend rundt med en stærk grydeske (gerne af metal).

  7. Vend massen ud på en bagemåtte, der er overhældt med flormelis.

  8. Rul massen ud i ½-1 cm tykkelse og stik cirkelformede bunde ud med en rund udstikker, der er en smule mindre end gummiformene. 

Lav hvid chokolade- og passionsfrugtganache:

  1. Skrab kernerne ud af passionsfrugterne og kog det stille og roligt i 8 minutter med en god del limesaft.

  2. Si saften over i fløden og kog det op med sukkeret.

  3. Kom hvid chokolade i en skål. Hæld derefter flødeblandingen over den hvide chokolade og rør, indtil massen er ensartet og tilsæt smørret.

  4. Blend derefter med en stavblender og stil ganachen på køl, indtil den er kølet af. 

Sammensætning:

  1. Hæld tempereret chokolade i gummiformen med 12 huller.

  2. Når det er størknet, sprøjt da ganachen ned i hullerne indtil der er en ½-1 cm fri.

  3. Læg nu fransk nougat-bundene ned oven på ganachen, og spartel derefter med chokolade hen over alle de 12 bunde.

  4. Skrab overskydende chokolade af, og stil til tørre.

  5. Når chokoladen er størknet, kan du nu tage de 12 små lækre passionsfrugtdrømme ud af formen.

  6. Du kan nu pynte med surkløverblomster eller karameltrekanter, så det matcher med Pink Floyds "Dark side of the Moon". Fungerer fremragende til cognac eller sød riesling fra McLaren Vale i Australien, som også har en smule syre i sig.