De to tidligere 'Bagedyst'-vindere, Tobias Hamann og Emil Obel har sammen kreeret dette fine, eventyrlige peberkagehus. Med denne opskrift kan du gøre dem kunsten efter. (Foto: Natalia Lorite ©STV Production/DR)

Peberkagehus

Et peberkagehus er et af julens mange hyggelige projekter. Her kan man slippe kreativiteten løs, samtidig med at der spreder sig en liflig duft af jul. Det kan spises med det samme, men hvis du vil nyde dit værk i længere tid kan det også stå og pynte hele julen - du vælger selv. Opskriften giver ét peberkagehus.

Tilberedningstid: Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Peberkage

  • 300 g smør, blødt
  • 500 g brun farin
  • 900 g hvedemel
  • 4 æg
  • 1 spsk. kakao
  • 1 spsk. stødt kanel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 nip salt

Samling og pyntning

  • 350 g isomalt
  • 300 g flormelis
  • 30 g æggehvider
  • Valgfri pastafarve
  • Husblas, slik, krymmel eller lignende til pynt

Fremgangsmåde

Peberkagedej

  1. Pisk smør og brun farin sammen til en ensartet luftig masse uden klumper – det tager et par vminutter.
  2. Rør herefter æggene i massen - et ad gangen.
  3. Bland de tørre ingredienser sammen i en skål, sigt halvdelen i dejen og rør den godt sammen.
  4. Sigt og rør de resterende tørre ingredienser i dejen, del dejen i 2 dele og kom dem i fryseposer eller hus-holdningsfilm.
  5. Læg dejen på køl til den er helt kold og fast, hvorefter den er klar til brug. Dejen kan sagtens laves i god tid og holde sig en uges tid på køl.
  6. Varm ovnen op til 175 grader varmluft.
  7. Rul den kolde dej ud i lidt ekstra mel oven på et stykke bagepapir og skær de ønskede former ud i dejen med en skarp kniv.
  8. Fjern overskydende dej og træk bagepapiret med dejen over på en bageplade.
  9.  Ælt den overskydende dej sammen, lad den køle af på køl og rul den ud igen.
  10.  Bag peberkagerne I 10-20 minutter (alt efter kagernes størrelse) til dejen bliver brun langs kanten og føles fast i overfladen.
  11.  Tag pladen ud af ovnen og træk bagepapiret med peberkagerne på ud på køkkenbordet, så de igen kan køle af på en plan overflade.
  12.  Læg et tungt skærebræt over kagerne mens de køler, så de bliver helt plane.

Vinduer

  1. Smelt isomalten over middel varme i en stegepande og lav vinduer i dit peberkagehus ved at fylde vindues-rammerne i de bagte peberkagedele med smeltet isomalt, mens de endnu ligger fladt på bagepapiret.
  2. Her kan man også vælge at fylde vinduerne ud med et blad husblas, hvis man hellere vil det. I så fald limer man et helt blad husblas på indersiden af huset, så det dækker vinduet. Husblas kan limes på peberkagen med isomalt (eller en limpistol, hvis man ikke har tænkt sig at spise huset).

Glasur

  1. Pisk æggehviden til en tyk og sej glasur med flormelissen, som tilsættes lidt ad gangen indtil glasuren har den ønskede tykkelse. Tilsæt evt. farve til glasuren.
  2. Kom glasuren i en fryse- eller sprøjtepose og klip et lille hul i enden og sprøjt flot pynt på peberkagehusets dele. Lad herefter glasuren tørre helt før peberkagehuset samles.

Samling

  1. Varm isomalten op på en stegepande eller i en gryde.
  2. Lim peberkagedelene sammen med smeltet isomalt ved at dyppe peberkagedelenes kanter i isomalt. Du kan også bruge en ske til at smøre isomalten på peberkagedelenes kanter.
  3. Hold delene sammen til isomalten har sat sig helt.
  4. Varm isomalten løbende så den ikke størkner i gryden/panden.
  5. Lim hele peberkagehuset fast på et fad for at sikre stabilitet.
  6. Lim slik, krymmel eller anden pynt fast på det samlede peberkagehus med ekstra glasur.

Tip: Byg en papmodel af dit færdige peberkagehus, inden du går i gang, og brug denne som skabelon til dejen.