En lækkert saftigt focaccia brød med en masse forskellige smage, der pifter et hvert middagsbord op. (©DR)

Pias focaccia

Pia har ladet sit focaccia inspirere af italienerne, der bruger ansjoser som smagsgivere i brødet. Udover ansjoser har Pia valgt at give smag til sit brød med hvidløg, soltørrede cherrytomater, basilikum, forårsløg og fetaostecreme.

Tilberedningstid: 2 timer, 30 min. Antal portioner: 8 pers.

Kok og program

Ingredienser

Dej

  • 25 g gær
  • 3 dl lunken vand
  • 1 tsk. honning
  • 1 tsk. groft salt
  • 2 spsk. olievenolie
  • 450 g manitoba mel

Topping

  • 50 g saltede ansjoser i olie
    (drænet)
  • 1 fed hvidløg
  • ½ dl olivenolie
  • 1 tsk. hvidvinseddike
  • 1 skalotteløg
  • 100 g soltørrede tomater
  • 1 basilikum
  • 1 bundt forårsløg
  • 40 g gruyére (eller anden hård ost)
  • 2 -3 spsk. olivenolie
  • ½-1 spsk. groft salt /flagesalt

Fetaostecreme

  • 100 g græsk feta af fåremælk
  • 150 g græsk yoghurt
  • en smule citronsaft og friskkværnet peber
    (efter smag)
  • en smule basilikum
    (efter smag)

Fremgangsmåde

Dejen:

Rør gæren ud i det lunkne vand, og tilsæt honning. 

Tilsæt halvdelen af manitobamelet, og ælt dejen godt sammen i røremaskinen. 

Tilsæt salt og olie.  

Tilsæt mel, lidt ad gangen, til dejen er smidig, og du kan trække dejen ud mellem to fingre, uden at dejen slipper - det tager ca. 10-15 minutter. 

Kom lidt olie på hænderne, og fordel det på dejen. 

Sæt dejen i en skål med låg i 30-45 minutter.   

Topping:  

Kom de drænede ansjoser, hvidløg og skalotteløg i en minihakker, og kør det til en puré. 

Tilsæt olien lidt ad gangen, så massen ligner en tyk mayonnaise.  

Smag til med en smule eddike, og kom pureen i en lille sprøjtepose.  

Dræn de soltørrede tomater.  

Skyl basilikumbladene forsigtigt, og klip bladene ud, så de er på størrelse med tomaterne.  

Riv osten.  

Skyl, og rengør forårsløgene – halvér dem på langs. Skær toppen af, så løgene passer til den form, brødet skal bages i.  

Put dejen i en smurt form eller bradepande på cirka 25x32 centimeter. 

Tryk forsigtigt dejen ud med olie på fingrene, så den fylder hele formen. 

Tryk huller med fingrene, så der opstår fordybninger.  

Drys med den revne ost. 

Sprøjt ansjospuré i alle hullerne. 

Læg et stykke basilikumblad og en tomat i alle hullerne.

Læg forårsløgene pænt ovenpå, og tryk den en lille smule ned i dejen.  

Efterhævning:  

Sæt en bradepande i bunden af den slukkede ovn. Hæld kogende vand i. 

Sæt pladen med dejen ind midt i ovnen, og luk lågen.  3. Lad dejen hæve i cirka 15 minutter.

Tag pladen med vand og pladen med dej ud, og tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Dryp dejen med olivenolie og flagesalt. 

Når ovnen er varm, bages brødet i ca. 20 minutter - eventuelt et par minutter med ekstra undervarme, hvis din ovn har den mulighed. 

Tjek, at bunden er gylden, og at dejen er bagt.

Tag brødet ud, og lad det køle lidt af.  

Fetaostecreme:  

Mos fetaosten med en gaffel, og tilsæt yoghurten lidt ad gangen.

Tilsæt finthakket basilikum, og smag til med citron og peber. 

Servér cremen ved siden af brødet.