Flotte amerikanske pop cakes. (©DR)

Pop cakes med citruscreme

Andrea lavede disse flotte pop cakes i 'Den store bagedyst'. De små kager forestiller Uncle Sams hat og blev lavet i forbindelse med USA-temaet i Bagedysten.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

Kage

  • 2 æg
  • 100 g sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 100 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. revet citronskal
  • 50 g marcipan

Creme

  • 100 g flødeost natural
  • 200 g flormelis
  • 1/2 tsk. revet citronskal
  • 1/2 tsk. revet appelsinskal
  • 1 dråbe orange pastafarve
  • Saft af 1/2 citron

Overtræk

  • 680 g hvid candy melts
  • 60 g palmin

Pynt

  • 100 g fondant
  • 20 g sukkerstjerner
  • Blå pastafarve
  • Pop cake pinde

Fremgangsmåde

Skærekage

  1. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig æggesnaps.
  2. Riv marcipan på et rivejern og bland det sammen med mel, bagepulver og revet citronskal. Fold de tørre dele i æggesnapsen.
  3. Læg et stykke bagepapir i bunden af et ovnfast fad eller bageform ca. 25 x 35 cm og fordel dejen ud over papiret.
  4. Bag kagen ved 200 grader i ca. 12 minutter. Kagen skal være gennembagt. Dvs. der må ikke hænge dej ved, hvis man stikker en kødnål i den.
  5. Tag kagen ud af formen og læg den til afkøling.


Creme

  1. Flødeost, flormelis, citronsaft og citronskal røres sammen til en jævn masse.
  2. Tag et par spiseskefulde creme fra og tilsæt revet appelsinskal og en lille smule orange pastafarve. Sæt det i en lille skål for sig.


Samling

  1. Når kagen er kølet helt af, smuldres den ned i en skål. Skær evt. skorperne fra, hvis de er lidt tørre. Tag en håndfuld kagesmulder fra og læg det i en lille skål for sig.
  2. Tilsæt citroncremen lidt efter lidt til den største mængde smuldrede kage, til massen kan hænge sammen til en kugle, når den trykkes sammen i hånden. Pas på ikke at tilføre for meget creme, da dine pop cakes derved vil få svært ved at sætte sig.
  3. Tilsæt appelsincremen til den håndfuld kagesmulder du tog fra i en lille skål. Den skal have samme konsistens som resten. Du har nu både en gul og en orange kagedej.
  4. 10 stk. engangsplastiksnapseglas fores med kagefolie, og nu skal dejen presses ned i snapseglassene. Først en gul citroncreme på bunden, dernæst et lille lage orange appelsincreme, og til sidst et gult lag igen.
  5. Dejen tages ud af snapseglassene ved hjælp af kagefolien. Kagefolien trilles af og den formede cylinder sættes til tørre på et fladt skærebræt.
  6. Den resterende citrondej rulles ud mellem 20 stykker bagepapir drysset med lidt flormelis til en tykkelse på ca. 3 mm. Med en udstikker stikkes 20 ringe ud med en diameter på ca. 7 cm. Disse skal blive til hatteskyggen.
  7. Smelt candymelt-pastillerne over et vandbad sammen med palmin og bland det sammen til en jævn cremet masse.
  8. Dyp enden af hver pop-cake pind ned i den varme candymelt og stik dem derefter ca. 2 cm ned i bunden af hver cylinder, så pindene stikker lodret op. Dryp en klat candymelt ned i midten af hver udstukket cirkel og træk cirklerne ned over hver pind med candymelten nedad. Når kagerne har sat sig, vil skyggen sidde fast, mens kagerne er vendt rundt.
  9. Sæt kagerne i fryseren ca. 15 minutter til de har sat sig.
  10. Dyp kagerne lige i den smeltede candymelt ved at holde i pinden og dreje kagen rundt. Hele kagen skal være dækket af overtrækket, men kun kagen - ikke pinden. Sørg for at slå kagen forsigtigt af på kanten af skålen, da for meget overskydende candymelt vil løbe ned ad pinden.
  11. Sæt kagerne i fryseren 5 minutter til overtrækket har sat sig helt.
  12. Indfarv fondant med blå pastafarve og rul det tyndt ud på et stykke bagepapir drysset med en smule maizena. Skær 10 strimler i 1 x 10 cm. Dette skal være hattebånd. Sæt en lille klat varm cancymelt foran og bagpå hatten og sæt hattebånd fast med dette. Overlappet af fondant klippes eller skæres af, så enderne støder sammen.
  13. Lim stjernerne på hattebåndene fast med en lille klat smeltet candymelt.

Opskriften findes i samlingen

Den store bagedyst 2017 (afsnit 3)