Flotte røde pop cakes med amerikanske flag. (©DR)

Pop cakes med vanilje, chokolade og kirsebær

Her får du opskriften på Jacobs lækre pop cakes med vanilje, chokolade og kirsebær, som han lavede dem i USA-temaet i 'Den store bagedyst'. Jacobs pop cakes bliver konfektagtige og lækre.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

Hvid chokoladekage

  • 100 g hvedemel
  • 175 g hvid chokolade (32 %)
  • 145 g sukker
  • 2 æg
  • 1 nip salt
  • 175 g smør
  • 75 g hasselnødder (ristede uden skal)
  • 1 vaniljestang

Fyld

  • 10 stk. Maraschino kirsebær
  • 10 stk. Amarena kirsebær
  • 100 g mørk chokolade (66 %)
  • 1 spsk. cremefraiche (38 %)

Overtræk 1 & 2

  • 200 g mørk chokolade (66 %)
  • 100 g hvid chokolade (32 %)
  • 100 g kakaosmør
  • 50 g frysetørret kirsebærpulver

Pynt

  • 10 stk. Maraschino kirsebær
  • 10 stk. pop cake-pinde
  • 10 stk. små træpinde
  • 10 stk. amerikanske flag på pinde

Fremgangsmåde

Hvid chokoladekage

  1. Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn.
  2. Den hvide chokolade smeltes over vandbad. Dernæst smeltes smørret og afsvales. Hasselnødderne hakkes meget groft.
  3. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud og mas kornene sammen med lidt af sukkeret.
  4. Æg, sukker, vanilje, mel og salt røres sammen til en ensartet masse. Derpå blandes henholdsvis den hvide smeltede chokolade og det smeltede smør i dejen. Endelig vendes hasselnødderne i dejen.
  5. Bag kagen i en rund form med diameter på 16 cm ved 200 grader i ca. 20-25 minutter. Kagen skal køle helt af, før du kan gå videre.  


Fyld

  1. De to slags kirsebær hakkes groft. Det samme gør sig gældende for den mørke chokolade.
  2. Kagen smuldres i en skål og røres sammen med kirsebær, chokolade og crème fraîche til en ensartet masse. Sæt blandingen hurtigt på frost for at den kan samle sig.
  3. Den afkølede kageblanding formes nu til kugler, der efterfølgende sættes i fryseren i nogle minutter.  


Overtræk 1

  1. Temperer den mørke chokolade.
  2. Straks når chokoladen er tempereret, tages kagekuglerne ud af fryseren og en pop cake-pind dyppes i en smule af chokoladen, hvorefter pinden forsigtigt stikkes i en af kagekuglerne. Lad pindene fæstne et kort øjeblik inden hele pop cake’en overtrækkes i chokoladen. Sæt kagerne på køl.


Overtræk 2

  1. Smelt, over vandbad, den hvide chokolade sammen med kakaosmørret. Tag lidt af blandingen og rør op sammen med kirsebærpulveret til en slags jævning. Bland jævningen sammen med chokoladeblandingen. Afkøl til en temperatur på mellem 25 og 30 grader.
  2. Overtræk nu hurtigt hver pop cake med kirsebærovertrækket og sørg for at kagerne kun får et lag af dette overtræk. 


Anretning

  1. Varm en kødnål eller lignende op og stik forsigtigt et hul i hver pop cake og pynt herefter med et maraschino kirsebær ved hjælp af en lille cocktail-træpind eller et amerikansk flag på pind.
  2. Dine pop cakes er nu klar til servering.