En skøn fiskeret med torsk og jomfruhummer fra vores norske naboer. (©DR)

Prinsefisk

Den norske prinsefisk er en skøn ret af pocheret torsk og stegte jomfruhummerhaler serveret med en garniture af let kogte grøntsager og en sauce vin blanc. En dejlig hovedret til en god middag.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Fisk og sauce vin blanc

  • 1 kg torskefilet
  • 12 jomfruhummer
    (eller store rejer)
  • 1 flaske tør hvidvin
  • 1-2 gulerødder
  • 3-4 skalotteløg
  • 2 stilke blegselleri
  • 300 g champignoner
  • 4 dl god fiskefond
  • 2½ dl piskefløde
  • smørbolle af 1 spsk. blødt smør blandet med samme mængde mel
  • 1 spsk. koldt smør
  • salt og peber

Garniture

  • 4-5 gulerødder
  • 12-16 mellemstore kartofler
  • 12 grønne asparges
  • frisk dild
  • 2-3 spsk. smør

Fremgangsmåde

Begynd med sauce vin blanc:

Gulerødder, skalotteløg, blegselleri og champignoner hakkes ganske fint. Dette gøres nemmest i foodprocessor eller minihakkeren.
Kom de hakkede grøntsager i en gryde og hæld en flaske hvidvin over. Lad det reducere til 1/3 del. Tilsæt fiskefond og fløde og lad det simre roligt i 10 minutter. Jævn saucen med smørbollen og lad den koge roligt igennem i 5 minutter. Si den over i en anden gryde og pisk det kolde smør i saucen lige inden servering. Smag til med salt og peber.

Torskefileten skæres i portionsstykker og saltes. Jomfruhummerhalerne tages ud af skallerne.

Til garnituren skrælles kartofler og gulerødder og tourneres evt. De grønne asparges trimmes for den nederste seje del. Kog kartofler og gulerødder i smørvand til de er halvmøre. Tilsæt asparges og lad dem koge med til alt er mørt.

Samtidig med denne proces pocheres torsken i saltet vand, der kun lige må skælve. Efter et par minutter tages gryden fra varmen og torskestykkerne får lov til at trække færdige i yderligere 5-6 minutter.
Jomfruhummerhalerne kan enten koges sammen med torsken i 2 minutter eller steges ganske kort på en hed pande i lidt olie.

Anret fisken på tallerkener, kom sauce over og garner med de smørkogte grøntsager, jomfruhummerhalerne og lidt frisk dild. Giv resten af saucen a part.