Prossekage fra Hindsholm er en fynsk specialitet der gerne spises til jul. (©DR)

Prossekage fra Hindsholm

Prossekage er en gammel fynsk specialitet, som man tilberedte ved festlige lejligheder og altid til jul. Prossekage har i gennem tiden ændret indhold. Fra at være en ret simpel og billig kage, serveres den nu ofte tilsat en masse nødder og mandler og diverse spændende former for syltetøj og frugtsirup.

Havregryn og mælk skal trække 6-8 timer - gør det gerne natten over.

Tilberedningstid: 10 timer Antal portioner: 8 pers.

Ingredienser

  • 1 l mælk
  • 500 g grovvalsede havregryn
  • 3 stk. æg
  • 125 g sukker
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 tsk. salt
  • 2 dl rosiner
  • 1 stk. citron, saft og skal heraf
    (efter smag)

Fremgangsmåde

  1. Mælken koges og hældes over havregrynene i en skål. Blandingen skal stå tildækket i 6-8 timer.
  2. Æggene piskes godt sammen med sukker og det blandes i grøden. Tilsæt kanel, kardemomme, salt, reven citronskal og citronsaft. Vend rosinerne i dejen.
  3. Dejen hældes i en smurt form og bages i vandbad ved 180 grader i 2 timer.
  4. Når kagen er bagt og afkølet, skæres der skiver af kagen og skiverne ristes i let brunet smør på en stegepande, serveres lun med æblemos, kanelsukker, sirup eller flydende honning.