Saftig kage med friske rabarber toppet med lakridsmarengs (©DR)

Rabarberdrøm

En lækker kage, der er nem at tage med, og som indeholder både rabarber og lakrids.

Tilberedningstid: 1 time, 15 min. Antal portioner: 8 pers.

Kok og program

Ingredienser

Rabarberkage

  • 500 g friske rabarber
  • 1 stang vanilje
  • 400 g sukker
  • 400 g smør
  • 400 g æg
    (cirka 6-7 stk.)
  • 400 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver

Lakridsmarengs

  • 2 dl æggehvider
  • 350 g sukker
    (evt. flormelis)
  • 3-4 tsk. lakridssirup

Fremgangsmåde

Lav rabarberkage:

  1. Rabarber skæres ud i passende stykker (ca. 1 cm)

  2. Vaniljestangen flækkes, og kornene mases sammen med 1 tsk. af sukkeret.

  3. Sukker, vaniljesukker og smør piskes godt sammen til en blød masse.

  4. Æg tilsættes et ad gangen, og til sidst piskes mel og bagepulver i.

  5. 2/3 af rabarberne vendes i dejen og hældes derefter i bradepanden (ca. str. 25x35) den sidste 1/3 hældes ud over dejen og trykkes lidt ned så de kommer til at ligge i overfladen.

  6. Bages i 30 minutter ved 180 grader. 

Lav lakridsmarengs:

  1. Æggehviderne piskes stive (så de kan vendes på hovedet), derefter piskes sukker i lidt ad gangen.

  2. Til sidst tilsættes lakridssirup (smag til undervejs, men jeg synes 3-4 tsk. er passende).

  3. Sprøjtes/smøres på kagen, og bager videre ved 180 grader i ca. 20 minutter.