Lav en lækker og anderledes rabarber-udgave af den kendte koldskål (©DR)

Rabarberkoldskål med hjemmelavede kammerjunkere

De fleste af os er glade for en god, gammeldags koldskål med citron, men prøv også denne anderledes udgave. I programmet Det Søde Liv lavede konditor Mette Blomsterberg denne alternative og lækre opskrift på koldskål, hvor koldskålen er lavet med rabarber, og kammerjunkerne er hjemmelavede.

Dejen skal hvile en time

Tilberedningstid: 1 time, 10 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Kammerjunkere

  • 250 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 100 g sukker
  • 100 g blødt smør
  • 0,5 dl mælk
  • 0,5 stk. vaniljestang
  • 1 stk. æg

Rabarber mos

  • 200 g rabarber
  • 50 g sukker
  • 0,5 stk. vaniljestang
  • 1 dl vand

Rabarber koldskål

  • 100 g past. æggeblommer
  • 50 g sukker
  • 0,5 l tykmælk
  • 0,5 l kærnemælk

Fremgangsmåde

  1. Kammerjunkere:
    Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv og mases sammen med en anelse af sukkeret på bordet med en palet, så kornene skilles ad.

  2. Mel, bagepulver, sukker og vaniljesukkeret blandes godt sammen. Smørret smuldres i melblandingen og æltes kort sammen. Tilsæt ægget for at samle dejen og tilsæt til sidst mælken. Dejen placeres imellem to stykker bagepapir og rulles ud i ca. 2 cm. tykkelse - lige tykt over det hele.

  3. Der er nu bagepapir på både "bund og top". Denne indpakkede og udrullede dej stilles i køleskab minimum 1 times tid. Udstik dejen i cirkler á ca. 2 cm. i diameter. Cirklerne bages på bagepapir ved 175 grader i max. 10 minutter. Afkøles let og halveres med en savtakket skarp kniv. De halverede kammerjunker, bages nu videre i ovnen ved 100 grader, yderligere 45 minutter. De afkøles og kan opbevares tørt i tætsluttende dåse i op til en uge.

  4. Rabarber mos:
    Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv og mases sammen med 1 tsk. af sukkeret på bordet med en palet, så kornene skilles ad. Vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker, snittede rabarber og vand koges mørt under låg, ca. 15 minutter. Den tomme vaniljestang fiskes op. Blend til mos og afkøl.

  5. Rabarber koldskål:
    Æggeblommer og sukker piskes til tyk æggesnaps. Tilsæt den afkølede rabarbermos, mens der piskes. Tilsæt tykmælk og kærnemælk, mens der piskes. Serveres fuldstændigt afkølet med sprøde kammerjunker.