Friske rabarber, der kan bruges til den lækreste soufflé med dessertcreme (©DR)

Rabarbersoufflé med dessertcreme

At lave soufflé kan være lidt af en prøvelse, men den her er bare så god, at det ikke betyder noget, hvis den falder sammen. Når man hælder kold dessertcreme ned i den varme soufflé, smager det himmelsk.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 400 g rabarber, skåret i 2,5 cm tykke skiver
  • 100 g rørsukker + 2 spsk.
  • 25 g blødt smør
  • 6 stk. ingefærsmåkager
  • 150 g færdiglavet eller hjemmelavet dessertcreme
    (plus ekstra til serviering)
  • 1 stk. æggeblomme fra et stort skrabeæg eller økologisk æg
  • 4 stk. æggehvider
  • 1 tsk. mel
  • 1 smule havsalt

Fremgangsmåde

  1. Forvarm ovnen til 180 grader og stil en bradepande ind for at blive varm. Læg rabarber i en gryde med de 100 g sukker. Læg låg på og lad dem simre i cirka ti minutter, indtil rabarberne er bløde. Stil dem til side og lad dem køle helt af. 
  2. Smør seks små souffléskåle med smør. Læg ingefærsmåkagerne i en pose eller et viskestykke og knus dem med en kagerulle, så de bliver som rasp. Vend det så i souffléskålene, så det dækker indersiden. 
  3. Kom en spiseskefuld af den afkølede rabarber i hver skål. Bland resten af rabarberen med de 150 g kagecreme, æggeblomme og mel. Pisk æggehviderne med et drys salt i en stor, ren skål. Tilsæt de 2 spsk. sukker og pisk videre, indtil æggehviderne er helt stive. Det tager cirka tre minutter. 
  4. Vend forsigtigt to skefulde æggehvider i rabarberblandingen. Hæld herefter blandingen ned til resten af æggehviderne og vend igen forsigtigt. Fordel det i skålene, så der bliver en lille top. 
  5. Tag den varme bradepande ud af ovnen og stil souffléskålene på den. Bag souffleerne i 18-20 minutter, eller indtil de er blevet smukt gyldne. Prik hul i hver soufflé med en ske og hæld dessertcreme ned i, drys evt. lidt flormelis over og servér med det samme.