Italiensk rejecarpaccio med citron fra Rom (©DR)

Rejecarpaccio

Brødrene Price er nået til Rom, hvor de i programmet Spise med Price på tur, lavede denne opskrift på rejecarpaccio. Friske og rå rejer tilberedes med citronsaft og spises som en let forret.

Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 200 g rå rejer
    (gerne røde middelhavsrejer)
  • 1 smule salt
  • 1 knivspids peber
  • 2-3 spsk. olivenolie
    (den bedste du vil spendere!)
  • 1 knivspids Piment d'espelette
    (Fås i specialforretninger / delikatesser. Ellers søg det på nettet - og du skal finde)
  • 1-2 stk. citroner, saft heraf

Fremgangsmåde

  1. Rå rejer er ikke bare noget man lige skaffer. Man må tale med sin fiskehandler. Når det er fjordrejesæson, så er det straks nemmere. Velassorterede fiskehandlere og fiskeafdelinger i store supermarkeder bør også kunne skaffe rå rejer fra middelhavet - eller andre have. Det bør ikke være store tigerrejer. De fungerer og smager slet ikke på den rigtige måde. Små, rå rejer er sødmefyldte og fine i smagen.

  2. Rejerne trykkes flade med en smørekniv og spredes / smøres forsigtigt ud på tallerkenen eller serveringsfadet. De saltes, pebres, får lidt olivenolie og evt. et drys med piment d'espelette. Ikke citronsaft… Det skal gæsten selv komme på til sidst - lige når de skal spises. Det øjeblik rejerne får citronsaft begynder de at blive tilberedt af citronsyren - og ændre farve og karaktér. Så først citronsaft på til allersidst.