Denne forret er milevidt fra den klassiske rejecocktail, men smager - mindst! - lige så fantastisk. En ret, der vil gøre dine gæster glade i låget, da den både er smuk, sjov og smagfuld. (Foto: Egon Rix ©DR)

Moderne rejecocktail med asiatisk touch

Rejecocktailen er en klassiker, og med små, nemme ændringer, kan du lave en virkelig skøn og moderne forret til din nytårsfest.

Tilberedningstid: 25 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

Dressing

  • 1 dl soja
  • 1/2 dl risvineddike
    (eller hvidvinseddike)
  • 2 spsk. iskoldt vand
  • 3-4 tsk. sesamolie
  • 1 spsk. ristet sesamfrø

Mayonnaise

  • 4 spsk. mayonnaise
  • 3-4 tsk. wasabipaste
  • 3-4 spsk. limesaft
  • Salt efter smag

Risnudler

  • 50 g tynde risnudler
  • Olie til stegning
  • Salt efter smag
  • Ristede sesamfrø
  • Chiliflager efter smag

Salat

  • 2-3 avocado i tern
  • 2-3 hjertesalater, snittede
  • Lidt limesaft
  • 3 dl bælgede sojabønner
  • 400 g pillede rejer, gerne grønlandske
  • Limebåde til servering

Fremgangsmåde

Dressing:

  1. Rør en dressing af soja, eddike, vand og sesamolie. Kom ristet sesam i.

Mayonnaise:

  1. Rør mayonnaise med wasabi, lime og salt.

Nudler:

  1. Varm rigeligt olie op i en dyb pande.
  2.  Fritér nudlerne i den varme olie. De skal bare have et øjeblik, til de puffer flot op.
  3. Afdryp dem på fedtsugende papir og drys med salt, sesam og chili.

Salat:

  1. Vend avocadotern med lidt limesaft.
  2. Anret salat, avocado, sojabønner, mayonnaise og rejer i store skåle og top med sprøde nudler.

Servér straks med limebåde og soja dressing til.