Rejesalat med mayonnaise

Denne opskrift på en meget lækker rejesalat lavede James og Adam Price i programmet Spise med Price. Opskriften bliver til en fyldig og skøn rejesalat, som er perfekt på ethvert frokostbord.

Rejesalat med mayonnaise toppet med dild. (© DR)

Tidsforbrug: 45 min. Mængde: 6 pers. Sværhedsgrad: Nem

Ingredienser

  • 1 pakke tigerrejer, stor

  • 0,5 l neutral olie

  • 2-3 stk. pasteuriserede æggeblommer

  • 1 spsk. dijonsennep

  • 1 spsk. sherryvinaigre

  • 1 spsk. koncentreret tomatpuré

  • 1 tsk. piment d'espelette (eller anden stærk paprika)

  • 1 knivspids safran i pulverform

  • 1 smule salt

  • 1 smule peber

  • 2 stk. små fennikel

  • 1 smule dild til pynt

Croutoner

  • 4 skiver sandwichbrød

  • 4 spsk. olivenolie

  • 1 smule finthakkede krydderurter (fx purløg, kørvel og timian)

Fremgangsmåde

Pil rejerne og kom skallerne i en gryde. Hæld olie på til det lige dækker skallerne, ca 1/2 liter. Sæt gryden over en svag ild i ca. 30 minutter. Lad olien køle af med skallerne i. Si den derpå.

Rejerne koges i letsaltet vand i et par minutter og køles af.

Lav en rejemayonnaise på følgende måde: Æggeblommer, dijonsennep, sherryvinaigre, salt og peber piskes sammen. Tilsæt derpå rejeolien i en ganske tynd stråle mens der piskes kraftigt. Når massen har nået den rette konsistens, tilsættes ikke mere olie.

Hvis rejeolien er brugt op, og mayonnaisen stadig er for tynd må man tilsætte lidt mere neutral olie. Smag mayonnaisen til med tomatpure, piment d'espelette eller paprika, safran og salt og peber.

Skær rejerne i mindre stykker og kom dem i. Hak fennikel ganske fint og vend den i.

Skær sandwichbrød i firkantede eller runde croutoner og steg dem sprøde på en pande i olivenolie. Drys med finthakkede krydderurter. Server rejesalaten med croutoner og pynt med lidt dild.