Kylling i hvidløg, melanzane alla parmigiana, pan con tomate og 'verdens bedste brød' samlet på én tallerken. (©DR)

Retter fra middelhavskøkkenet

Hele fire retter fra middelhavskøkkenet er lige præcis hvad du får af Abelone Asingh i programmet Price Inviterer. Her finder du opskrifterne på kylling i hvidløg, melanzane alla parmigiana, pan con tomate og intet mindre end 'verdens bedste brød'.

Vær opmærksom på at brødet skal hæve i sammenlagt 10-14 timer, hvilket ikke er medregnet i tilberedningstiden.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Kylling i hvidløg

  • 4 stk. ferske kyllingeoverlår
  • 1 smule olivenolie
  • 2 fed hvidløg
  • 1 smule bredbladet persille
  • 1 smule spansk røget paprika
  • 1 dl hvidvin
  • 1 sjat sherry (en pæn sjat)

Melanzane alla parmigiana

  • 1 stk. stor aubergine
  • 1 smule vindruekerneolie
  • 250 g cherrytomater
  • 2 fed hvidløg
  • 1 smule frisk basilikum
  • 1 smule olivenolie
  • 150 g røget scamorza
  • 25 g parmesan

Verdens bedste brød

  • 5 g gær
  • 500 dl vand
  • 1 spsk. salt
  • 625 g mel
  • 1 smule olivenolie

Pan con tomate

  • 8 skiver brød
  • 2 stk. tomater
  • 2 fed hvidløg
  • 4 spsk. olivenolie

Fremgangsmåde

Lav kyllingelår:

  1. Rens kyllingeoverlårene godt og del hvert lår i to. Drys med salt & peber og paprika. Sæt en teflonbelagt gryde /pande over med olivenolie. Brun kyllingestykkerne godt på begge sider.

  2. Tilsæt finthakket hvidløg og bredbladet persille og lad det brune med et kort øjeblik. Hæld hvidvin og en god sjat sherry i den meget varme gryde. Læg låg på og lad kyllingestykkerne simre i 1-2 timer ved svag varme.

  3. Hold undervejs øje med at de ikke tørrer ind eller brænder på. Bliver de for tørre før tid kan der suppleres med lidt mere vin. Vend dem undervejs. Det færdige resultat skal være små lækre, møre og karamelliserede kyllingestykker i lækker sovs.


Melanzane alla parmigiana:

  1. Auberginen skæres i ½ cm tykke skiver på den lange led. Skiverne lægges på et bræt eller en bageplade og drysses med salt. Lad dem hvile mindst en halv times tid. De duppes tørre og steges med rigeligt olie på en pande. De skal blive smukt gyldne. Det nytter ikke noget at stege auberginer "light". Auberginer kræver olie, sådan er det bare.

  2. Hvidløg svitses i lidt olivenolie. Helt finthakkede tomater og basilikum tilsættes. Det simrer uden låg til det er kogt en del ind - skal være ret tørt. Smag til med salt & peber.

  3. I små ildfaste portionsfade/skåle lægges først en skive aubergine, derpå scamozza skiver, så bredes lidt tomatsauce ud over. Fortsæt til der ikke er mere tilbage. Slut med tomatsauce og drys med friskreven parmesan. Sættes i 200 grader varm ovn og bager ca 20 minutter. Server lunken.

Verdens bedste brød:

  1. Opløs gæren i vandet, tilsæt salt og rør melet i. Man behøver ikke at ælte dejen. Lad den hvile med film over i 8-12 timer.

  2. Hæld lidt mel ud på bordet og hæld forsigtigt dejen ud. Drys med mel og fold dejen 3 gange meget forsigtigt. Hæld dejen tilbage i en skål smurt med lidt olie og lad den hæve i yderligere to timer.

  3. Hæl dejen ud på bageplade med bagepapir i det antal brød I ønsker - stadig uden at røre for meget ved brødet. Hæld lidt olivenolie over, og drys med flagesalt. Bag brødet ved 225 grader varmluft ca. 15-20 minutter.

Pan con tomate:

  1. Rist brødet let og gnid det med hvidløg. Derefter gnides det med en halv tomat.

  2. Dryp brødet med en god olivenolie og drys med salt. Man kan også starte med hvidløg, tomat og olivenolie og så riste. Rist ikke så meget at de bliver tørre. De skal være både sprøde og bløde. Spis dem som de er eller dæk demeks. Med serrano skinke og eller med manchego.