Amerikansk reuben sandwich med sprængt oksebryst, swiss cheese og russian dressing på surdejsbrød (©DR)

Reuben sandwich

Reuben sandwich med sprængt oksebryst, swiss cheese og russian dressing på surdejsbrød - En amerikansk klassiker. Du får Brødrene Prices opskrift her!

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 1 pers.

Ingredienser

  • 2 skiver godt mørkt brød
  • 100 g sprængt oksebryst i tynde skiver
  • 2 spsk. surkål
  • 2 spsk. russisk dressing
  • 1-2 skiver mild emmeltaler
  • 1 spsk. smør

Russisk dressing

  • 4 spsk. mayonnasie
  • 2 spsk. creme fraiche
  • 2 spsk. chilisauce
  • 1 spsk. syltede agurker
  • 1 spsk. løg
  • 1 spsk. persille
  • 2 tsk. peberrod
  • 1 smule citronsaft
  • 1 smule engelsk sauce

Fremgangsmåde

  1. Til dressingen finthakkes agurker, løg og persille mens peberrod rives. Rør alle ingredienserne til dressingen sammen og lad den trække lidt i køleskabet.

  2. Hvis du ikke selv koger oksebrystet, men køber det hos slagteren, fugtes det med en lille smule vand, pakkes ind i folie og lunes let i ovnen. Surkålen varmes let op i en gryde.

  3. Smør begge skiver af det let ristede brød med russisk dressing, læg skiver af oksebryst på - der skal ikke spares - derpå lun surkål og endelig skiver af emmentaler. Den anden brødskive lægges ovenpå.

  4. Ydersiden af sandwichen smøres let med smør og ristes på begge sider under grillen eller på en pande, til osten er smeltet. Del sandwichen i to og servér.