Den klassiske juledessert risalamande , som med fordel kan laves dagen før. (Foto: Maria Warnke Nørregaard ©DR)

Risalamande

Risalamande hører julemåneden til og er danskernes fortrukne dessert juleaften. Denne opskrift giver en lækker og cremet risalamande med knasende mandler i. Opskriften sikrer en perfekt risalamande til juleaften - og husk, at den sagtens kan laves dagen før. Med det franske navn er det oplagt at spørge: Hvor stammer risalamande fra? Svaret er Danmark. Risalamande er en ren dansk opfindelse.

Tilberedningstid: 1 time, 15 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 90 g grødris
  • 6 dl mælk
  • 1 knivspids salt
  • 2 dl piskefløde
  • 50 g smuttede mandler
  • 2 spsk. sukker
  • 1 stk. vaniljestang

Fremgangsmåde

  1. Bring mælken i kog i en tykbundet gryde og tilsæt grødrisene. Skrab kornene af vaniljestangen og put både korn og stang ned til mælken. Rør rundt til mælken begynder at koge igen. Skru ned for varmen og lad risen koge i cirka 45 minutter under låg.
  2. Rør af og til, så risengrøden ikke brænder på. Smag til med en knivspids salt, når risengrøden er færdig, og lad grøden køle helt ned. 
  3. Pisk fløden til let flødeskum og bland den sammen med den kolde risengrød. Tilsæt sukker og de hakkede mandler. Stilles koldt indtil servering.
  4. Server risalamanden med lun kirsebærsauce til - og husk mandelgaven.