Risotto af røde ris fra Camargue og sprødstegte frølår. (©DR)

Risotto af røde ris fra Camargue

Brødrene Price er på tur til Sydfrankrig, hvor de bl.a. laver denne opskrift på risotto af røde ris, serveret med sprødstegte frølår

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

  • 250 g røde camargue ris
  • ca. 1 l hønsebouillon
  • 1 spsk. konc. tomatpure
  • 2 stk. skalotteløg
  • 2-3 fed hvidløg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1,25 dl tør rosé
  • 1 stk. stor fennikel
  • 2 spsk. sorte oliven
    (uden sten)
  • 0,25 stk. saltet citron
  • 1 spsk. smør

Frølår

  • 16-20 stk. frølår
    (kan købes frosne - eller erstattes af kyllingevinger)
  • 4-5 spsk. hvedemel
  • 1 smule salt
  • 1 knivspids peber
  • 2 spsk. olivenolie
  • 3-4 fed hvidløg
  • 1 håndfuld bredbradet persille
  • 1 spsk. smør

Fremgangsmåde

  1. Risotto:
    Kog hønsebouillonen op i en gryde og tilsæt tomatpuré. Hold bouillonen på kogepunktet.

  2. Skalotteløg og hvidløg klares i olie i en sautérpande eller gryde. Tilsæt risene og lad dem stege med under omrøring i nogle minutter. Snit fennikel i ganske fine stykker og kom dem ned til risene. Lad dem stege med til de begynder at falde lidt sammen. Kom et glas rose ved og lad det dampe væk. Tilsæt lidt efter lidt bouillonen mens der røres med jævne mellemrum.

  3. Røde ris tager lidt længere end almindelige ris, så man må prøve sig frem og smage hvornår de er møre. Når de er ved at være der, tilsættes oliven og hakket saltet citron. Hvis du er i humør til det, så sving en lille skefuld smør i risottoen når den er færdig. Røde ris indeholder ikke så meget stivelse som risottoris, så den bliver ikke helt så cremet som almindelig risotto. Smag til med friskkværnet peber. Salt burde ikke være nødvendig, da både oliven og citronskallen salter.
    Server risottoen sammen med ristede frølår (eller evt. ristede kyllingevinger). 

  4. Frølårene:
    Frølårene (eller kyllingevingerne) vendes i mel krydret med rigeligt salt og peber, og steges i varm olivenolie på panden. Når de er ved at være færdige kommes finthakket hvidløg og hakket persille ned til dem. Kom en klat smør ved og bland det hele godt.