Risotto bruges mest herhjemme som en hovedret, selvom den i Italien mest bliver brugt som en forret. (©DR)

Risotto primavera

Risotto primavera er en risotto der hylder alle de små nyopkommende grøntsager. I en risotto kan du komme de ingredienser i som du synes, men i programmet 'kødfri dag' viser brødrene Price en vegetarisk udgave.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 350 g risottoris
  • 3-4 stk. skalotteløg
  • 100 g smør
  • 1 kop tør hvidvin
  • 1 smule olivenolie
  • 1-1,5 l hønse- eller grøntsagsbouillon
  • 100 g parmesanost
  • 1 smule salt og peber

Diverse grøntsager, f.eks

  • 3-4 stk. gulerødder
  • 2 stk. porre
  • 1 stk. majroe
  • 1 stk. squash
  • 1 håndfuld grønne bønner
  • 1 håndfuld friskbælgede ærter
  • 10-15 stk. hoveder fra grønne asparges
  • 8-10 stk. cherrytomater i halve

Fremgangsmåde

  1. Gør alle grøntsager i stand og skær dem ud i mundrette stykker. Mængden af grøntsager afhænger naturligvis af appetitten, men det er vigtigt, at det stadig er risene, der spiller hovedrollen. Brug kun hovederne af de grønne asparges (lav en god, grøn aspargessuppe på resten). For at grøntsagerne kan stå i kontrast til de bløde ris, tilberedes de hver for sig.

  2. Smelt 20 g smør på en pande og kom grøntsagerne ved - undtagen ærter, aspargeshoveder og cherrytomater. Drys grøntsagerne med salt og sukker, og tilsæt vand indtil grøntsagerne er halvvejs dækkede. Lad det simre til vandet er næsten væk og grøntsagerne er glaserede men stadig al dente.

  3. Imens laves risottoen: Kom 20 g smør og lidt olie i en gryde og varm det op. Sautér de finthakkede skalotteløg til de begynder at blive bløde. Kom risene ved og lad dem stege med i nogle minutter.

  4. Hæld hvidvin på og lad det koge væk. Tilsæt derpå varm bouillon lidt efter lidt mens der hele tiden røres i risottoen.

  5. Efter 15 minutter kommes de tilberedte grøntsager over i risen sammen med aspargeshovederne, ærterne og cherrytomaterne. Tilsæt stadig mere bouillon indtil risene er møre (De må godt have lidt bid tilbage).

  6. Afslut med at røre resten af smørret og den revne parmesan i. Husk at risotto skal være lind og ikke en fast grød. Server omgående evt. med lidt fintskåret basilikum som drys.