Røde ribben fra møn bliver til møre spareribs, som er et hit blandt både store og små. (©DR)

Røde ribben

Røde ribben skulle efter sigende være en af mønboernes yndlingsretter, så Brødrene Price har her lavet en opskrift på de møre ben. Røde ribben serveres gerne sammen med æbler, pærer, lidt svesker og rugbrød til. Opskriften stammer fra programmet ' Spise med Price - Egnsretter'.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 1 kg sprængte kødfulde ribben
  • 1 stk. pilsner
  • 1-2 l oksebouillon
    (til det dækker)
  • 1 stk. stort løg
  • 1 kvist timian
  • 2-3 stk. kryddernelliker
  • 3-4 stk. laurbærblade
  • 2-3 stk. æbler
  • 2-3 stk. pærer
  • 1 håndfuld svesker

Fremgangsmåde

  1. Pilsner, bouillon, løg og krydderier sættes over varmen, bringes i kog, og heri koges ribbenene ca. 1-1 1/4 time, og tages derpå op og afkøles, inden det skæres ud i stykker som passer imellem hvert ribben.

  2. De udskårne stykker steges gyldne i smør ved svag varme i ca. 5 minutter på hver side eller pensles med lidt olie og grilles til de får farve.

  3. Æbler og pærer skrælles og skæres i mundrette stykker og steges sammen med sveskerne i lidt smør på en pande til de lige akkurat er møre.

  4. Server de røde ribben sammen med æbler, pærer og svesker og giv et stykke rugbrød til.