Rødgrød med fløde
Elsker du også smagen af sommer? Så lav denne klassiske, danske frugtgrød, som ingen uden for landets grænser kan udtale: Rødgrød med fløde. Nogle vil gerne have deres rødgrød siet, Brdr. Price foretrækker at lade alle de dejlige bær blive i grøden.
Kok og program
Ingredienser
- 250 g jordbær
- 250 g hindbær
- 250 g ribs
- 250 g solbær
- 250 g sukker
- 1½ spsk. kartoffelmel
- 2 dl vand
Fremgangsmåde
Bærrene renses og ordnes. Kommes i en gryde med vand og sukker. Koges forsigtigt op. Der skummes eventuelt. Koges 3-4 minutter helt forsigtigt.
Kartoffelmelet røres ud i lidt vand og tilsættes grøden, når den er lige under kogepunktet. Rør forsigtigt om i gryden.
Nogle foretrækker, at visse bær er så hele som muligt i grøden. I givet fald kommes hindbær og eventuelt brombær (de skrøbeligste bær) så sent i som muligt – gerne først efter at gryden er taget af ilden – og står blot og varmer igennem i den varme grød. Juster sukkermængden i forhold til bærrenes sødme.
Server grøden afkølet med den bedste, fedeste fløde, du kan skaffe.