Mette Blomsterberg laver den dejligste opskrift på rødgrød serveret med en blød flødecreme og hvid chokolade. (©DR)

Rødgrød surprise - Mette Blomsterbergs rødgrød

Mette Blomsterberg lavede i programmet 'Det søde sommerliv' denne fantastiske opskrift på rødgrød med hindbær og rabarber. Rødgrøden er serveret med en vaniljefyldt flødecreme, som smager så pragtfuldt, at den vil overraske dine gæsters smagsløg. Den er simpelthen vidunderlig.

Grøden skal sætte sig på køl i minimum to timer, og cremen skal også trække på køl nogle timer.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 6 pers.

Ingredienser

Rødgrøds-sylt

  • 100 g friske hindbær
  • 100 g rabarber
  • 1/2 stk. polynesisk vaniljestang
    (kan erstattes af 1 almindelig vaniljestang)
  • 3/4 dl vand
  • 50 g sukker
  • 1/2 stk. citron
  • 3 stk. blade husblas

Flødecreme

  • 1/2 stk. polynesisk vaniljestang
  • 60 g sukker
  • 25 g maizena
  • 3 dl sødmælk
  • 1 stk. æggeblomme
  • 1 blad husblas
  • 2 dl piskefløde

Pynt og anretning

  • 200 g hvid chokoladeplade
  • 1/2 tsk. kanel

Fremgangsmåde

  1. Begynd med at lave rødgrødssylt:
    Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv (gem den tomme vaniljestang). Kornene mases sammen på bordet med en anelse af sukkeret, så kornene skilles ad.
  2. Vaniljesukker, den tomme vaniljestang, vand, sukker, alt frugt og saften fra citronen koges mørt under låg, ca. 15 minutter. Imens lægges husblassen i blød i en ½ liter koldt vand.
  3. Gryden tages af varmen. Lad grøden afkøle let i fem minutter. Vrid husblassen for vand og kom den direkte op i den stadigt varme grød, rør godt, skum af og fisk den tomme vaniljestang op. Fordel grøden i de 6 udvalgte glas (tip glassene en lille bitte smule på skrå, hvis du ønsker at grøden hælder til siden ved anretning - vær omhyggelig med ikke at svine glassene til).
  4. Lad glassene stå fuldstændigt stille i køleskab minimum to timer, inden cremen fyldes på. (alternativt i fryseren i 45 minutter).
  5. Lav flødecremen:
    Husblassen lægges i blød i en ½ liter koldt vand. Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Kornene mases sammen på bordet med en anelse af sukkeret, så kornene skilles ad. (gem den tomme vaniljestang).
  6. 2 af de 3 dl mælk og den tomme vaniljestang koges op i en gryde.
  7. Imens blandes vaniljesukker, sukker og maizena. Dette piskes men den tilbageblevne éne deciliter mælk. Tilsæt æggeblommen og pisk igen. Når mælken koger, kommes "vaniljeblandingen" op i den kogende mælk. Pisk mens cremen koger nogle sekunder og tykner. Gryden tages af varmen. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den varme creme. Pisk godt.
  8. Cremen kommes op i en skål og tildækkes helt med plast (husholdningsfilm der ligger direkte på cremen, så der ikke dannes kondens). Cremen nedkøles helt i køleskab minimum 1 time. Den helt kolde creme piskes ensartet. Piskefløden piskes til let skum i en anden skål.
  9. Creme og letpisket fløde vendes forsigtigt sammen, og flødecremen fordeles nu oven på rødgrødssylten.
  10. Lav flager af den hvide chokolade med en kokkekniv og stil flagerne elegant ovenpå flødecremen. Slutteligt sigtes en anelse kanel over. Server desserterne kolde.