Sprød og lækker rødspætte paneret i pankorasp. (©DR)

Rødspætte i panko

Er du vild med fish and chips, så skal du prøve denne opskrift på rødspættefileter paneret i pankorasp, der giver en lækker og sprød fisk. Opskriften stammer fra programmet Spis og spar, hvor kok Jesper Vollmer gav bud på nemme og billige opskrifter på hverdagsmad. Her serveres fisken med dampet broccoli, kogte kartofler og en opbagt hvid sauce med citron. Der er ikke angivet fulde mængder i opskriften, men du laver bare den mængde, der passer dagen. Det kan ikke gå galt.

Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

Rødspætter

  • 4 rødspættefilter
  • lidt hvedemel
  • æggehvide til panering
  • panko rasp
  • olie og smør til stegning
  • salt og peber

Tilbehør

  • broccoli i buketter
  • spidskål, skåret i kvarter
  • kartofler, med eller uden skræl

Citronsauce

  • smør, mel og mælk
  • citronsaft og skal
    (økologisk)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

Rødspætter

  1. Panér rødspætterne ved først at vende dem  i mel, så æg og til sidst pankorasp. Steg dem sprøde i olie og smør. Krydr med salt og peber.

Tilbehør

  1. Skær broccolien fra stokken. Del kålen i kvarter. 
  2. Kom spidskålen i en gryde med låg med lidt smør og salt. Damp kålen næsten mør, og kom broccolibuketterne op til kålen et par minutter. 
  3. Imens koges kartoflerne i saltet vand.

Citronsauce

  1. Lav saucen ved at opbage smør og mel. Start med 1-2 dl. kogende vand, inden mælken tilsættes lidt ad gangen. 
  2. Kog saucen ca. 20 min. og smag til med citron skal og saft, samt salt og peber.