Russiske blinis med kaviar eller laks
Boghvedeblinis toppet med creme fraiche og ægte kaviar er en eksklusiv russisk forret, her efter Brødrene Prices opskrift. Erstat evt. kaviaren med røget laks for en lidt mere tilgængelig men ikke desto mindre lige så delikat version.
Kok og program
Ingredienser
- 200 g boghvedemel
- 200 g hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- 1 tsk. salt
- 1 spsk. honning
- 1,2 dl vand
- 3 dl tykmælk
- 4 stk. æg, delt op i blommer og hvide
- 1 spsk. smør
- 6 tsk. ægte kaviar eller røget laks i ganske tynde skiver
- 1 finthakket rødløg
- 6 spsk. creme fraiche 38%
- dild til pynt
Fremgangsmåde
Bland de to slags mel med bagepulver og salt.
Rør vand, tykmælk, æggeblommer og honning grundigt ind i dejen. Sæt den et lunt sted i en times tid.
Pisk æggehviderne stive og vend dem i dejen sammen med det smeltede smør.
Bag små tykke pandekager på en blini-pande. Hvis man ikke ejer sådan én, kan de også bages på en stor tefalpande, blot må man sørge for at de ikke kommer til at røre hinanden, og at de ikke bliver større en 10-12 cm i diameter.
Hold blini'erne lune i ovnen i en beholder med låg, så de ikke bliver tørre. Server dem lune med den røgede laks, det hakkede rødløg, creme fraichen og den hakkede dild. Lakserogn, stenbiderrogn eller löjrom er også fremragende til blinis. Og hvis der for alvor er højvande i kassen – ægte kaviar. Giv en iskold Stolichnaya til og hør englene synge ”Internationale”.