Salzgurken kan spises som tilbehør til mange ting og passer særligt godt til fed mad. (Foto: Egon Rix ©DR)

Salzgurken

Et perfekt supplement til den fede julemad! Salzgurken er lækre, salte, fermenterede agurker. Men kom i gang i god tid, så de er klar til juleaften.

Tilberedningstid: 16 min. Antal portioner: 5 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 8-12 drueagurker
  • 2 l koldt vand
  • 120 g salt
  • 1 skærm krondild

Fremgangsmåde

  1. Pisk vand og salt sammen, så saltet opløses.
  2. Skyl agurker og krondild grundigt.
  3. Prik agurkerne med en lille skarp gaffel eller kødnål over det hele.
  4. Kom agurkerne i et skoldet glas sammen med krondild. Hæld lagen over og lad dem stå på køkkenbordet med låget på klem i 7-10 dage.
  5. De begynder hurtigt at fermentere og boble let, så sæt dem gerne på en tallerken, så det ikke kommer ud over det hele.
  6. Agurkerne skal være dækket af lagen hele tiden. Fjern evt. urenheder fra toppen af glasset – vær obs på at bruge en skoldet ske og at det IKKE må mugne.
  7. Du kan lave ekstra saltlage anytime, hvis der mangler.
  8. Når agurkerne er klar (de bliver glasklarere helt ind til midten) så luk glasset og sæt dem på køl. Det bremser fermenteringen gevaldigt og agurkerne kan nu holde sig til jul – eller påske for den sags skyld.
  9. Tag altid af glasset med rene redskaber.
  10. Nyd lidt saltet agurk til din fede julemad!