Savarinen serveres med rom-marinerede svesker og abrikoser. (©DR)

Savarin med frugter

I programmet Kongelige Køkkenhaver kreerede konditor Mette Blomsterberg denne opskrift på en flot savarin serveret med rommarinerede frugter og en cremet vaniljefløde. Prøv hendes opskrift her.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 8 pers.

Ingredienser

Savarin

  • 1,5 dl sødmælk
  • 25 g gær
  • 0,5 stang god vanilje
  • 75 g sukker
  • 3 stk. æg str. L
  • 260 g hvedemel
  • 35 g fint mandelmel
  • 0,5 tsk. fint salt
  • 75 g blødt smør

Romlage

  • 5 dl vand
  • 400 g sukker
  • 0,5 stk. citron, saft heraf
  • 3 dl mørk rom

Marinerede frugter

  • 600 g friske sveskeblommer
  • 600 g friske abrikoser
  • 2,5 dl varm romlage

Vanilje-fløde

  • 0,5 stang god vanilje
  • 30 g sukker
  • 5 dl piskefløde

Fremgangsmåde

Savarin:

  1. Lun mælken til 30 grader og kom den op i en stor røreskål sammen med gæren.  
  2. Flæk den halve vaniljestang med en lille kniv og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med sukkeret, så kornene skilles ad. Kom vaniljesukker og æg op til den lune mælk, og rør det let sammen. 
  3. Bland mel, mandelmel og salt sammen i en anden skål. Kom melblandingen i lidt efter lidt til dejen er næsten sammenhængende. Skær smørret i små bidder og kom det med i dejen til sidst. Lad dejen hæve i skålen et lunt sted under et klæde. 
  4. Ælt den hævede dej kort sammen og kom den direkte op i en smurt, glat randform. Lad kagen hæve under et klæde endnu en gang i ½ time – 45 min. 
  5. Bag den i en 180 grader varm ovn til den giver efter ved et let tryk. Cirka 35 minutter, afhængigt af ovnen og formen.
  6. Vend den bagte og let afkølede savarin ud på det fad den skal serveres på.

Romlage:

  1. Kog vand og sukker kort op i en gryde og tag gryden af varmen. Lad det svale let og tilsæt rommen. 
  2. Kom 2 dl. af romlagen op i en mellemstor gryde. Resten af romlagen øses over savarinen lidt ad gangen over flere gange. Det er umuligt at sige, hvor meget den kan suge, men den skal ”mættes” fuldstændigt med lagen.

Marinerede frugter:

  1. Halvér de vaskede blommer og abrikoser og tag forsigtigt stenene ud. Varm lagen kort op og tag gryden af varmen. 
  2. Vend de udstenede frugter nænsomt i den varme lage og opbevar dem koldt indtil servering.

Vanilje-fløde:

  1. Flæk den kvarte vaniljestang på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med sukkeret, så kornene skilles ad. 
  2. Pisk den kolde fløde sammen med vaniljesukkeret til let skum. Stil det koldt indtil servering.


Anretning:

  1. Hæld overskydende romlage fra savarinens fad. Tør fadet omhyggeligt af med en ren, fugtig klud. 
  2. Dekorer gerne fadet med flotte vinblade og læg de marinerede frugter fint i midten af savarinen. Kom den let piskede vanilje-fløde op i en smuk saucekande og servér straks.