Shakshuka

Shakshuka serveres ofte som morgenmad i Israel. Oprindeligt er det en tyk tomatsauce, der får lov at ligge og sætte sig i et par æg. Her er saucen suppleret med lidt ekstra grøntsager, så den mætter bedre.

Prøv den lækre traditionelle morgenmadsret fra Israel. (© DR)

Tidsforbrug: 30 min. Mængde: 2 pers. Sværhedsgrad: Nem

Ingredienser

  • 2 spsk. olie

  • 1 stort løg

  • 1 squash

  • 2 rød peberfrugter

  • 1-2 tsk. stødt spidskommen

  • 1 tsk. paprika

  • 10 modne blommetomater

  • 1/2-1 tsk. salt

  • 1/2 tsk. sort friskkværnet peber

  • 2-4 æg

  • 1 bundt bredbladet persille

  • 1 spsk. flydende honning (evt.)

  • 2 spsk. balsamico (evt.)

Fremgangsmåde

Kom olien i en sautérpande eller gryde.

Skær løget i tern og steg det i olien, til det er glasklart i konsistensen.

Tilsæt squash og peberfrugt i tern samt spidskommen og paprika og steg det hele igennem i 6-7 minutter.

Skær tomaterne i tern og tilsæt dem, lad dem simre med i et par minutter.

Smag blandingen til med salt og peber. Tilsæt flydende honning og balsamico, så smagen balancerer mellem let syrlig og rund. Lad saucen simre i ca. 15 minutter.

Lav 2-4 fordybninger i blandingen og slå 2 eller 4 æg ud i dem, alt efter hvor sultne I er. Læg låg på, og lad æggene sætte sig, i ca. 3-4 minutter.

Mærk på ægget om hviden er fast og blommen er flydende. Pynt med lidt persille og servér med det samme.