Lækre kanelsnegle med mandler. (©DR)

Signes kanelsnegle

Lækre kanelsnegle med mandler, der får køkkenet til at dufte af jul, og så kan der godt snige sig en enkel eller to ned i madkassen. De lækre snegle bagte Signe Wenneberg i Den store Julebagedyst 2012.

Vær opmærksom på at dejen skal have nogle timer til at hæve, gå derfor i gang i god tid.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 12 pers.

Kok og program

Ingredienser

Dej

  • 5 dl sødmælk
  • 25-50 g gær
    (afpas mængden alt efter hvor længe dejen kan hæve)
  • 1 stk. æg
  • 1 kg hvedemel
  • 2 spsk. sukker
  • 1 smule salt
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 smule kanel
  • 150 g smør

Fyld

  • 1-200 g mandler
  • 3 spsk. rørsukker
  • 2 spsk. kanel
  • 125 g blødt smør
  • 1 stk. æg
  • 1 smule mælk

Fremgangsmåde

  1. Gæren røres ud i sukker og salt. Derpå tilsættes mælken og herefter ægget. 
  2. Tilsæt nu alt det tørre og til sidst tern af smør. Ælt dejen til den er blank og fin. Det tager måske 15-20 minutter. Røres bedst i hånden - og kanelsneglene bliver bedst, hvis dejen æltes grundigt. 
  3. Lad dejen hæve lunt mellem 6 timer og 2 timer med et klæde over (kun lidt gær hvis lang hævetid). 
  4. Rul dejen ud - måske af to omgange. Smør smørret ud over fladen - drys med kanel, sukker og mandler. Rul sammen og skær ud med skarp kniv. 
  5. Læg på bagepapir og pensl med æg/mælk. Bag i ovnen på 200 grader i ca. 12 minutter til de er blevet gyldne. Spises med det samme - smager bedst lune.

  • TIP: Der kan tilsættes mere sukker, hvis man ønsker. Men det er faktisk ikke nødvendigt.