Næsten al smagen i skaldyr sidder i skallerne - derfor bør de ikke gå til spilde men laves til en kraftig bisque. (©DR)

Skaldyrsbisque

En nem opskrift på en kraftig skaldyrsbisque, der er delikat til fiskeretter. Bisquen er her lavet på pillerejer, der gør budgettet lidt mere spiseligt end til en traditionel bisque. Server med de pillede rejer og med jomfruhummere i deres skal, og du har en skøn forret til fire.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

  • 1 kg blandede pillerejer
  • 1 spsk. smør
  • en god slat jomfruolivenolie
  • 5 skalotteløg
  • 3/4-1 dl whiskey
  • vand til det dækker
  • 1½ dl piskefløde
  • salt og friskkværnet peber
  • ca. 16 jomfruhummer

Fremgangsmåde

  1. Pil rejerne, stil dem på køl og gem skallerne. 
  2. Varm smør og olie op i en stor gryde og steg tern af skalotteløg i blandingen, til de er glasklare i konsistensen. 
  3. Kom rejeskallerne i og steg dem i 7-8 minutter.
  4. Hæld whisky på og steg yderligere et par minutter. Dæk derefter skallerne med vand og lad dem simre på middelvarme i ca. 35-40 minutter. 
  5. Smid hele molevitten i en foodprocessor og kør til en ensartet masse. 
  6. Passér det gennem en sigte - brug evt. et saftklæde. Hæld suppen tilbage i gryden og lad den koge op. Smag til med salt og peber og tilsæt piskefløde efter smag.
  7. Rens jomfruhummerne godt, fjern tarmen på dem og kog dem 3 minutter i en lidt vand. 
  8. Servér suppen med de friskpillede rejer i, samt jomfruhummerne der stadig er i deres skal.