(©DR)

Skumtrøffel

Konditor Mette Blomsterberg lavede i programmet 'Det søde liv' denne opskrift på en meget lækker dessert: Lette, luftige og lækre skumtrøfler, som med lidt kreativitet kan blive til smukke mesterværker. En dessert som gæsterne vil elske.

Chokoladeskummet skal sætte sig nogle timer i køleskabet.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 6 pers.

Ingredienser

Trøffelbunde

  • 150 g ren rå marcipan
  • 100 g sukker
  • 60 g smør
  • 50 g mørk chokolade
  • 2 stk. æg
  • 1/2 spsk. sigtet hvedemel
  • 1 tsk. rapsolie
    (eller anden neutral olie til at smøre formen med)

Chokoladeskum

  • 75 g mørk chokolade
    (64 pct.)
  • 1/2 stk. vaniljestang
  • 1 dl pasteuriserede æggehvider
  • 75 g sukker

Pynt

  • 200 g mørk chokolade
  • 6 stk. jordbær

Fremgangsmåde

  1. Bag trøffelbunde:
    Chokoladen finthakkes og smeltes i vandbad. Marcipan og sukker æltes sammen på bordet med hænderne, ælt det stuetempererede smør i lidt ad gangen. Tilsæt nu den smeltede chokolade, melet og til sidst også æggene.

  2. De 6 aluforme smøres med olie og fyldes nu med den færdige trøffeldej. Bages ved 160 grader til de giver efter ved tryk - ca. 20 - 25 minutter. Bundene afkøles helt i køleskab, mens de stadig er i formene.

  3. Lav chokoladeskum:
    Chokoladen finthakkes og smeltes i vandbad. Vaniljestangen flækkes på den lange led og kornene skrabes ud med en lille kniv. Kornene og 1 tsk. af sukkeret mases sammen på bordet med en palet, så kornene skilles ad. Gem vaniljesukkeret til senere.

  4. Den resterende del af sukker og æggehvider piskes stive med en håndmikser. Først til allersidst tilsættes vaniljesukkeret, mens der stadig piskes.

  5. Den nu smeltede chokolade tages af varmen. Den smeltede chokolade tilsættes nu 1/3 del af de stiftpiskede vanilje-hvider, mens der røres godt. Denne chokolade blanding kommes nu op i skålen med de resterende vanilje-hvider og der vendes nu forsigtigt, til skummet er ensartet.

  6. Er chokoladeskummet let flydende, stilles det lidt i køleskab, ellers fyldes det i en sprøjtepose med en glat tyl og sprøjtes straks ud over de kolde trøffelbunde, der nu er befriet fra formene.

  7. De færdige skumtrøfler opbevares i køleskab, indtil de serveres kolde med elegant chokolade fantasi og friske jordbær.

  8. Lav pynten - chokolade fantasi:
    Flydende tempereret chokolade eller flydende chokolade knapper fyldes i et cornet (kræmmerhus af bagepapir) og sprøjtes tyndt ud på en bageplade med bagepapir i et "tilfældigt", men ens mønster. Sprøjt gerne 10 - 12 stykker, da de nemt knækker.

  9. Bagepladen stilles i køleskabet, således at chokoladen sætter sig hurtigt. Løsn først chokolade fantasierne, når de skal bruges. 

  10. Pynt skumtrøflerne med jordbærskiver og chokoladefantasti og server straks.