Anne Hjernøe lavede i programmet Annemad burgere, hvor indholdet var disse andebøffer (©DR)

Slider med and

Pulled pork er ikke den eneste mulighed for at lave mørt og trevlet langtidsstegt kød. Anne Hjernø flyttede programmet Annemad til New York, hvor hun blandt andet lavede sliders, små burgere, med dette møre og trevlede pulled andebryst. Her er anden tilberedt med en krydderiblanding, som Anne Hjernøe fik lavet helt specielt hos kokken Lior Lev Secarz, der har kryddeributikken La Boîte i New York. Men man kan sagtens lave sin egen krydderiblanding.

Tilberedningstid: 2 timer, 30 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 2 stk. andebryster
  • 2 tsk. krydderiblanding
    (rosenblade, peber, stjerneanis, chili, koriander eller andert)
  • 1,5 tsk. salt
  • 2 spsk. ekstra jomfru olivenolie
  • 1 stk. løg
  • 2 spsk. hoisin sauce
    (kan købes i asiatiske butikker)
  • 2 spsk. sød chili sauce
  • 1 l grøntsagsfond

Fremgangsmåde

  1. Rids andebrystet i skindsiden og gnub derefter skindsiden med salt og krydderblandingen. Brun derefter andebrystet med skindsiden nedad i en gryde med en slat olie. Når skindet er blevet godt gyldent, vendes kødet og steger et par minutter med kødsiden nedad.

  2. Hak løg fint og lad det stege med i nogle minutter, hvorefter hoisinsauce og chilisauce tilsættes. Rør godt rundt i blandingen og hæld grøntsagsfond på, til kødet næsten er dækket. Læg låg på gryden og lad kødet koge i minimum 1 ½ time og gerne i 2.

  3. Når kødet er kogt, trevles det og blandes med yderligere salt, hoisinsauce, chilisauce og krydderblanding. Rør til kødet er godt blandet sammen, og form så små bøffer af blandingen, som steges et par minutter i olie på panden for middel varme.

  4. Kom bøfferne i en blød burgerbolle sammen med f.eks. frisk skåret mango, frisk koriander, fintskåret rødløg, saltede citroner, rød peber og friseesalat.