De yndigste citrontærter med lilla pynt. (©DR)

Små citrontærter

Disse små citrontærter bagte Marianne som et mesterværk i Den store bagedyst i 2018. Tærterne pyntes med smukke lilla macarons, tuile, blomster og bær, og så smager de lige skønt, som de ser ud.

Tilberedningstid: 2 timer, 30 min. Antal portioner: 8 pers.

Kok og program

Ingredienser

Bunde

  • 150 g hvedemel
  • 30 g mandelmel
  • 50 g flormelis
  • 1 knivspids salt
  • 100 g smør, koldt
  • 2 æggeblommer

Remonce

  • 50 g sukker
  • 50 g marcipan
  • 50 g smør
  • friske blåbær til hver kage

Citron curd

  • 1 blad husblas
  • 4 økologiske citron, saft og skal
  • 175 g sukker
  • 2 æg
  • 75 g smør

Macarons

  • 50 g mandelmel
  • 75 g flormelis
  • 40 g æggehvide
  • 25 g sukker
  • lilla pastafarve

Smørcreme

  • 30 g smør
  • 10 blåbær
  • 100 g flormelis
  • lilla farve

Koraller - tuile

  • 10 g hvedemel
  • 80 g vand
  • 20 g olie
  • lilla farve

Fremgangsmåde

Bunde

  1. Bland mel, mandelmel, flormelis og salt sammen i en skål. 
  2. Tilsæt revet, koldt smør og smuldr det sammen. 
  3. Tilsæt æggeblommer og saml massen hurtigt. Ælt ikke for meget i dejen. 
  4. Rul den forsigtigt ud imellem to stykker bagepapir. Læg den på frost i 15-17 minutter. 
  5. Udstik nu dine tærtebunde og lav dine strimler til siderne på din form. De bliver mere skarpe efter dejen har været en lille tur i fryseren.
  6. Prik bundene med en gaffel og forbag tærterne ved 190 grader 4 minutter.

Remonce

  1. Bland sukker, smør og marcipan sammen. 
  2. Efter 4 minutters forbag kommes en lille klat på hver tærte bund. Tryk ca. tre blåbær ned i remoncen. 
  3.  Bag tærterne i 7-9 minutter ved 190 grader til de er gyldne og sprøde. Tag dem ud af ovnen.

Citron curd

  1. Udblød husblassen i rigeligt koldt vand. 
  2. Pres fire citroner og riv skallen fint af. Kom det i en gryde sammen med sukker og æg. 
  3. Varm langsomt op - det må ikke koge, men næsten 83 grader). 
  4. Kom smørret i når det tykner. 
  5. Tag curden af varmen, blend den med en stavblender og sigt den. 
  6. Kom curden i en sprøjtepose og fyld den stadig varme curd i dine tærtebunde. Stil tærterne på køl.

Macarons

  1. Bland mandelmel og flormelis sammen og sigt det. 
  2. Kom æggehviderne i en skål, pisk dem stive, og tilsæt sukkeret lidt ad gangen. Tilsæt lilla farve. ¨
  3. Bland nu marengsen sammen med mandel/sukker blandingen. 
  4. Kom massen i en sprøjtepose, sprøjt små cirkler på en bageplade. Bank din bageplade ned i bordet så dine macarons bliver glatte på overfladen. 
  5. Bag dem i 10-12 min. ved 140 grader.

Smørcreme

  1. Kom smør, blåbær og flormelis i en skål og pisk med håndmixer til massen samler sig. 
  2. Nu skal dine macarons samles: Kom en cirkel smørcreme på en macaron, læg en lille klat citron curd i midten og læg låg på. Gentag til du har otte flotte macarons.

Koraller - tuile

  1. Bland farve, mel, olie og vand sammen. 
  2. Varm en pande godt op, kom en lille klat af dejen på panden, og steg til vandet er fordampet. Tag din koral af panden og lad den køle.

Samling af kagerne

  1. Placer en macaron på hver tærte, pynt med blåbær, stedmoder blomster og dine koraller.