Små pæretærter med vaniljefraiche
Konditor Mette Blomsterberg lavede i programmet Det Søde Liv disse små pæretærter med abrikosgelé. I denne opskrift er pæretærterne serveret med vaniljecreme til. Find nogle store, velsmagende pærer for det bedste resultat.
Tilberedningstid:
2 timer
Antal portioner:
8 pers.
Kok og program
Ingredienser
Tærtedej
- 300 g hvedemel
- 150 g stuetempereret smør
- 100 g flormelis
- 1 stk. æg
Fyld
- 4 stk. store velsmagende pærer
- 3 dl vand
- 150 g sukker
- 0,5 stang vanilje
- 15 stk. hele kardemommekapsler
- 0,5 stk. citron
Vaniljecreme
- 25 g sukker
- 20 g maizena
- 0,5 stang vanilje
- 0,25 l sødmælk
- 2 stk. æggeblommer
Bagte marcipansløjfer
- 60 g ren rå marcipan
- 1 spsk. hvedemel
- 1 smule vand
Abrikosgelé
- 3 blade husblas
- 4 stk. tørrede finthakkede abrikoser
- 50 g sukker
- 1 dl vand
Vanilje fraiche
- 2,5 dl cremefraiche 18%
- 0,5 stang vanilje
- 0,5 tsk. sukker
Fremgangsmåde
Tærtedej
- Mel, smør, flormelis og et æg æltes sammen med hænderne til en ensartet dej. Stil dejen koldt en halv time inden udrulning.
- For derefter 8 krusede linseforme, ca. 7 cm i diameter og 2 cm i højden, med tyndt udrullet mørdej. Tryk dejen godt op af kanterne, så den ikke glider ned.
Fyld
- Skræl pærerne og befri dem for kernehuset. Halver dem og kog dem under låg med kardemommekornene, sukker, vaniljekorn og den tomme vaniljestang. Stik i pærerne efter ca. 15 minutter for at mærke, om de er møre. Lad dem eventuelt koge nogle minutter endnu.
- Hvis pærerme skal bruges med det samme, skal de tørres med lidt køkkenrulle. Hvis de skal på køl, skal de opbevares i væden og først tørres, når de skal bruges.
Vaniljecreme
- Sukker, maizena og vaniljekorn blandes og piskes godt med 1 dl. af mælken. Til sidst tilsættes æggeblommerne.
- De resterende 4 dl sødmælk koges op i en gryde med den tomme vaniljestang. Så snart mælken koger, tilsættes de øvrige ingredienser. Koges op i 5 sekunder og hældes straks i en kold beholder. Afkøles helt. Cremen skal anvendes samme eller næste dag.
Bagte marcipansløjfer
- Ælt 1 spsk. mel og marcipan sammen med hænderne. Når det er æltet godt sammen, dryppes en ganske lille smule vand i, som æltes ind i massen. Gør en bageplade med bagepapir klar. Tril ganske tynde pølser med håndroden. De skal være glatte og fine, uden aftryk fra fingrene.
- Fold pølserne til 6 sløjfer og afslut med en lille kugle, der forestiller knuden. Bag sløjferne ved 100 grader, til de er let gyldne og lidt tørre - ca. 20 minutter. Sløjferne skal bage på to plader lagt oven på hinanden, så de ikke får for meget kulør på bagsiden. Tag sløjferne ud af ovnen og lad dem afkøle.
Abrikosgelé
- Husblassen lægges i blød i ½ liter koldt vand i en ½ time. Kog abrikoserne, sukker og vand op i en gryde med låg i 15 minutter. Tag gryden af varmen og lad den stå 5 minutter.
- Vrid husblassen fri for vand og kom den op i den godt lune abrikosblanding. Sigt hele herligheden. Anvend geléen efter 15 minutter eller opvarm den let, hvis det er nødvendigt.
Opbygning
- Den afkølede vaniljecreme fyldes i sprøjtepose ogsprøjtes straks efter i formene, til de er næsten halvt fulde. Læg en halv syltet, afkølet og let aftørret pære ned i vaniljecremen.
- Udrul noget mere mørdej tyndt og læg det over som låg. Tryk kanterne af for overflødig mørdej. Man kan sagtens samle resterne og rulle dem ud endnu en gang.
- Bag pæretærterne ved 190 grader, til de er gyldne- ca. 15 - 18 minutter.
- Når tærterne er kølet af, befries de for formen og inden servering pensles de med abrikosgele. Straks herefter påsættes de bagte marcipansløjfer.
Vanilje fraiche
- Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Vaniljekorn og 1 tsk. sukker mases sammen på bordet med en paletkniv, så vaniljekornene skilles ad.
- Vanilje sukker og cremefraiche røres godt sammen og serveres kold til de lune pæretærter.