Sønderjyst snysk med sommergrøntsager og sprødstegt flæsk. (©DR)

Snysk

En klassisk opskrift på Sønderjysk snysk, som bliver allerbedst hvis den laves med friske sommergrøntsager. Opskriften lavede brøderne Price i programmet 'Spise med Price - Egnsretter'.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

  • 250 g fine ærter
  • 250 g kartofler
  • 250 g gulerødder
  • 250 g grønne bønner
  • 3 dl sødmælk
  • 25 g hvedemel
  • 50 g blødt smør
  • 0,5-1 tsk. salt
    (efter smag)
  • 1 knivspids peber
  • 1 bundt frisk persille
  • 500 g flæsk

Fremgangsmåde

  1. Snysken bliver selvfølgelig bedst, hvis det er friske sommergrøntsager man bruger. Gulerødder, kartofler og bønner skæres i små tern og  koges i letsaltet vand som lige dækker. Efter et 10-12 minutter tilsættes ærterne, samt 3 dl sødmælk. Lad det koge roligt i yderligere 5 minutter.

  2. Imens laves en smørbolle af smør og mel. Smørbollen kommes i gryden og der røres grundigt i nogle minutter til retten jævner. Smag til med salt og peber. Drys med rigeligt hakket persille og server retten med skiver af sprødstegt flæsk.