Louises sommerfuglekage pyntet med blomster og en flot sommerfugl i kagens snit. (©DR)

Sommerfuglekage med blomster

Som sit andet mesterværk i Den store Bagedyst 2016, bagte Louise denne smukke sommerfuglekage, der er udformet som et smukt bed med blomster, og i snittet af kagen gemmer der sig en sommerfugl. Her er der virkelig givet den gas med smukke farver og pynt. Prøv Louises opskrift her.

Tilberedningstid: 2 timer, 30 min. Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

Sommerfuglekage

  • 250 g smør
  • 125 g sukker
  • 125 g flormelis
  • 1 stang vanilje
  • 3 stk. æg
  • 100 g æggeblommer
    (5-6 stk.)
  • 200 g hvedemel
  • 65 g maizena
  • 2 stk. citron, saft og skal
    (økologisk)

desuden

  • 125 g marcipan
  • 85 g sukker
  • 50 g smør
  • 1 stk. æg
  • lidt farve

Omkransende kage

  • 300 g smør
  • 425 g sukker
  • 6 stk. æg
  • 180 g vand
  • 330 g hvedemel
  • 120 g kokosmel
  • 1 stang vanilje
  • 3 g bagepulver

Pynt

  • 500 g smør
  • 1200 g flormelis
  • 2 stk. citroner
  • 100 g mørk chokolade
  • 500 g hvid marcipan

Fremgangsmåde

  1. Sommerfuglekage:
    Start med at lave kagen, som skal blive til dit motiv af sommerfuglen indeni. Rør stuetempereret smør med sukker, flormelis og vanilje luftigt. Tilsæt æggene lidt ad gangen til dejen er ensartet. Bland mel og maizena og sigt det i dejen. Vendes forsigtigt sammen. Rør citronskal og saft deri. 
  2. Ælt marcipan med sukker (gøres bedst med hænderne). Ælt smør i og derefter ægget. Vend denne masse sammen med dejen. Tilsæt den farve du ønsker din sommerfugl skal have. Jeg brugte lyserød. Bred den samlede dej ud på en bradepande med bagepapir. Bages i en 180 grader varm ovn i 10-15 min. Hold øje, den må ikke tage farve. Afkøl kagen og udstik sommerfugle af den. 
  3. Omkransende kage: 
  4. Æg, sukker og vanilje piskes luftigt og hvidt. Dejen skal være tyk og skummende. Tilsæt mel, bagepulver og kokosmel. Smelt smør og bland dette med vand. Dette tilføjes i dejen som røres glat. 
  5. Stil nu dine udstikkede sommerfugle oprejst i en rugbrødsform. Hæld den rå dej omkring sommerfuglen så det dækker helt. Bages i 1 time ved 190 grader. Afkøles. 
  6. Pynt:
    Rør smør og flormelis sammen og tilsæt citron efter smag. Lav små portioner af smørcremen og giv den forskellige farver efter eget ønske. Sprøjt blomster ved hjælp af forskellige tyller. Lav også små blade. Afkøles indtil du skal pynte kagen.
  7. Temperer den mørke chokolade og sprøjt små sommerfugle ud på bagepapir. Læg dem til tørre i en bog du har slået op, så de bliver buede. 
  8. Når kagen er afkølet, beklæder du kanten med hvid marcipan, lægger blomster og blade ovenpå, og til sidst sættes de små sommerfugle på blomsterne. På den hvide marcipankant, kan du sprøjte lidt grøn smørcreme tilfældigt op af siderne, så det ligner græs. 


Opskriften findes i samlingen

Den store bagedyst 2016 - udsendelse 2