En pasta i god kvalitet, hjemmelavet pesto, et drys parmesan og en citronskive gør pasta-med-pesto til meget mere end bare verdens - måske - nemmeste pastaret. (©Osteria 16)

Spaghetti med hjemmelavet pesto

Pasta med pesto er måske en af de absolut hurtigste retter at bakse sammen. Du kan vælge at købe en pesto, men den hjemmelavede af slagsen med basilikum hæver smagsoplevelsen til et meget højere niveau. Hjemmelavet pesto er tilmed nem og hurtig at lave, så når du først har vænnet dig til det, vil du aldrig have lyst til den færdiglavede fra supermarkedet igen.

Tilberedningstid: 25 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 500 g tørret spaghetti

Pesto

  • 40 g pinjekerner
  • 1/2 fed hvidløg skåret i fire stykker
  • 100 g basilikum, kun bladene
  • 3,5 dl god ekstra jomfruolivenolie
  • 80 g parmesan
  • Saft fra 1/2 citron
  • Havsalt og friskkværnet peber
  • 1/2 citron i både

Fremgangsmåde

  1. Rist pinjekerner og hvidløg på en pande ved lav varme, til det er gyldent. Lad pinjekerner og hvidløg køle helt af, inden det blendes sammen med resten, ellers kan varmen  tage den flotte grønne farve fra basilikummen.
  2. Blend basilikumblade, pinjekerner med hvidløg og ekstra jomfruolivenolie til en ensartet masse. Rør til sidst parmesanen i med en ske og smag til med havsalt og friskkværnet peber.
  3. Kog pastaen i saltet vand, til den er al dente. Kom den i en  stor skål sammen med 1-2 dl af kogevandet, citronsaft og pesto, rør godt rundt og smag til med havsalt og friskkværnet peber. Server med citronbådene.