Simon Emils lækre ret med mørt andebryst og dejligt tilbehør. (©DR)

Stegt andebryst med pærer og bacon

I programmet Price Inviterer lavede Simon Emil Ammitzbøll denne lækre opskrift på stegt andebryst med pærer, baconsovs og hasselback kartoffel til. Opskriften smager dejligt til enhver tid, men er også særlig god at lave til jul.

Tilberedningstid: 55 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 2 stk. store andrebryster
  • 250 g bacon
  • 2-3 stk. pærer
  • 2 dl fløde
  • 50 g smør
  • 20 stk. mellemstore kartofler
  • 2 tsk. salt
    (efter smag)
  • 0,5 tsk. peber
    (efter smag)

Fremgangsmåde

  1. Kartofler til hasselback skrælles. Skær riller igennem kartoflerne, brug evt. en træske som lægges op ad kartoflen, således at man skære en ensartet dybde. Kartoflerne pensles med lidt smeltet smør, drysses med salt, og bages gyldne og sprøde i ovnen ved 200 grader. Husk at pensle dem med smør undervejs.
  2. Bacon skæres i strimler og ristes gylden og sprød i en smule olie. Læg baconen til side på noget fedtsugende papir - brug evt. baconfedtet til at stege andebrystet i.
  3. Fjern eventuelle rester af fjer fra andebrysterne og afpuds dem for sener. Skindet ridses på kryds og tværs og gnides med salt. Steg dem langsomt på skindsiden, sådan at skindet bliver dejlig sprødt. Vend efterfølgende brystet om og lad det simre ved svag varme. Det skal sammenlagt stege 20-25 min. Tag herefter brysterne af og pak dem i alufolie, og lad dem hvile i ca. 15 min.
  4. Pærerne skæres i små tern og svitses i andefedtet på panden. Tilsæt bacon, og dernæst fløden, som reduceres til en cremet konsistens. Smag sovsen til med salt og peber.
  5. Skær andebrystet i tynde skiver og anret med pære/bacon sovs, hasselback kartofler og friske timian blade.