En rigtig sommerret med alt det bedste fra den danske have. (©DR)

Stegt hornfisk med asparges og nye ærter

Hornfisk er en delikat fisk, der gør sig særlig godt serveret med spæde sommergrøntsager som asparges, friskbælgede ærter og nye kartofler. Prøv her Nikolaj Kirks opskrift på en skøn sommerret med hornfisk, som han lavede i ottende sæson af Nak & Æd.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 2 fileter af hornfisk
  • 2 spsk. sennep
  • lidt hvedemel
  • 100 g smør
  • 200 g friske ærter
  • 8 stk. grønne asparges
  • 200 g nye kartofler, kogte

Fremgangsmåde

  1. Del fileterne i seks stykker, og krydr dem med salt og peber. Smør lidt sennep på fisken og fold sammen. Vend i mel. 
  2. Smelt næsten alt smørret på en pande. Kom fiskene heri og steg fileterne gyldne på begge sider. 
  3. Kom lidt smør i en kasserolle sammen med lidt vand, og tilsæt asparges i passende stykker. Tilsæt kartoflerne, og lad det simre nogle minutter. Drys ærter i og vend sammen.
  4. Anret fiskestykkerne i et fad og fordel blandingen af sommergrøntsager over. Server.