Stegt kylling med urter, bagt selleri og kryddersmør er en skøn ret til både hverdag eller en god gæstemiddag. (©DR)

Stegt kylling med salat af bagt selleri

Ovnstegt kylling er dejligt nemt at have med at gøre. Det passer sig selv, det dufter forrygende og smager vidunderligt. Dog skal man være opmærksom på, at kyllingen ikke bliver overtilberedt! En tør kylling er simpelthen ikke egnet til menneskeføde. Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om. 16 år i et køkken med kylling mindst 1-2 gange om ugen giver nogle ret forskellige oplevelser, så hold derfor øje med kyllingen undervejs. Fyldet i enden er, ud over at give smag, også med til at skabe kondens, hvilket hjælper på saftigheden.

Tilberedningstid: 3 timer Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Ovenstegt kylling

  • 1,5 kg fersk kylling
  • 1 bundt persille
  • 2 stk. økologiske citroner
  • 4 fed hvidløg
  • 150 g smør
  • 10 stk. citrontimian
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber

Bagt selleri

  • 2 stk. nye, små, skrællede knoldselleri
  • 2 spsk. smeltet smør
  • 1 bundt frisk timian
  • 1 smule salt
  • 1 smule friskkværnet peber

Brunet smør med salvie, kapers og mandler

  • 150 g usaltet smør
  • 10 stk. grofthakkede salvieblade
  • 50 g ristede, grofthakkede mandler
  • 2 spsk. kapers
  • 0,5 stk. økologisk citron
  • 1 smule citronsaft til tilsmagning

Lun sellerisalat og færdiggørelse

  • 1 smule parmesanflager
  • 1 bakke rucola
  • 1 smule friske salvieblade
  • 1 smule rød syre

Fremgangsmåde

  1. Ovnstegt kylling:
    Rens kyllingen indvendigt for blod og kassér indmaden. Gnid kyllingen indvendigt med salt og peber. Skyl persillen grundigt og skær citronerne i kvarte. Fyld kyllingen med persille, halvdelen af hvidløgene og halvdelen af citronerne. Bind kyllingen op med kødsnor, så lår og vinger lægger sig tæt ind til kroppen. Kom smørret i en gryde og lad det bruse op. Kom resten af hvidløgene og citronerne samt citrontimianen i gryden, så de afgiver smag til smørret. Pensl kyllingen overalt med ”krydder-smørret” og krydr den grundigt med salt. Sæt herefter kyllingen på en rist med en bradepande under.

  1. Kom vand i bradepanden, så er den væsentlig nemmere at rengøre, eller hvis du ønsker det, kan denne væske bruges til at lave en skysovs på, da kyllingen smider en masse dejlig væske under tilberedningen.
  2. Sæt nu kyllingen i en forvarmet ovn ved 150 grader i 40 minutter. Sørg for at pensle kyllingen med ”kryddersmørret” under hele stegningen. Tjek om kyllingen er færdig, ved at prikke en lille knivspids ind ved låret. Er saften klar, er kyllingen færdig. Skru til slut ovnen op på 250 grader og steg kyllingen i 10 minutter, så skindet bliver sprødt.
  3. Tag kyllingen ud af ovnen, og lad kyllingen hvile 10 minutter, inden den skæres ud til servering.
  4. Bagt selleri: 
    Læg 2 stykker stanniol ud på bordet i passende størrelse – stanniolen skal kunne gå hele vejen rundt om et selleri. Placer knoldsellerierne ovenpå, hæld smør over, krydr med salt og peber og fordel timian over dem. Pak dem tæt ind i stanniol, så der ikke kan slippe damp ud.
  5. Bag sellerierne helt møre i en forvarmet ovn ved 150 grader i ca. 2 timer. Tjek mørheden med en kødnål. Tag sellerierne ud af ovnen og lad dem køle en smule af.
  6. Skær dem i passende rustikke stykker og kom dem på et fad.
  7. Brunet smør med salvie, kapers og mandler:
    Kom smørret i en gryde, lad det bruse op og kog det igennem, til vallen begynder at falde til bunds. Pas på, det ikke koger over! Når smørret er blevet brunt og dufter nøddeagtigt, trækkes gryden fra blusset. 
  8. Tilsæt nu salviebladene i det varme smør og lad dem trække heri, mens smørret afkøler let. Sigt smørret gennem et stykke køkkenrulle. 
  9. Tilsæt de hakkede mandler, kapers og citronskal, lige inden smørret skal bruges. 
  10. Smag til slut saucen til med citronsaft, til du opnår den ønskede balance mellem fedme og syre.
  11. Anretning:
    Skær kyllingen ud og anret den sammen med sellerisalaten. Overhæld den lune, bagte selleri med salviesmørret samt alt fyldet i saucen. Drys salaten med parmesan og en smule små, spæde salvieblade -- ikke for meget, da salvie kan være ret dominerende i smagen. Server straks.