Stegte sild i eddike er et klassisk stykke smørrebrød. Prøv her Adam Aamanns opskrift på en moderen udgave. (©DR)

Stegte sild i eddike med syltede rødløg, rørt rygeost, dild og peberrod

Stegte sild i eddike er en rigtig klassiker til frokostbordet. Prøv her Adam Aamanns bud på et lækkert stykke smørrebrød med de stegte sild, syltede rødløg, dild og en fed rygeostcreme.

Sildene skal ligge i eddikelage i minimum et døgn inden servering, men er bedst efter tre dages trækketid.

Tilberedningstid: 1 dag Antal portioner: 10 pers.

Ingredienser

lage

  • 6 dl æbleeddike
  • 4½ dl sukker
  • 3 dl æblemost
  • 1 stang kanel
  • 1 stk. stjerneanis
  • 2 laurbærblade
  • 1 spsk. salt
  • 1 spsk. hel, sort peber
  • 1 spsk. korianderfrø
  • 3 hele nelliker
  • 1 løg
  • 5 cm frisk peberrod

Stegte sild

  • 1 kg udbenede sild i dobbelte fileter
    (ca. 15 stk.)
  • 1 bundt dild
  • 1 dl grov dijonsennep
  • 3 dl rugmel
  • 4-5 spsk. solsikkeolie
  • havsalt og friskkværnet peber

Syltede rødløg

  • 500 g rødløg
  • 1 l vand
  • 1 spsk. salt
  • 2 dl lagereddike
  • 1 dl vand
  • 150 g honning
  • 2 laurbærblade
  • 10 stk. peberkorn
  • 1 tsk. salt

Rygeostcreme

  • 4 dl rygeost 45%
  • ½ dl fløde
  • 1 økologisk citron
  • havsalt og friskkværnet peber

Anretning

  • friske dildkviste
  • 5-8 cm frisk peberrod
  • 10-12 skiver rugbrød
  • smør til brødet

Fremgangsmåde

Lage

  1. Kom alle ingredienserne til lagen, undtaget løg og peberrod, i en gryde. Bring det i kog og lad det simre i 10 minutter. Lad løget koge med i de sidste 3 minutter.
  2. Tag gryden af blusset og tilsæt de tynde skiver peberrod. Afkøl lagen.

Stegte sild

  1. Skær eller klip sildefileternes rygfinne af og læg fileterne på et bræt med kødsiden opad.
  2. Hak dilden fint og bland den sammen med den grove dijonsennep.
  3. Smør 1 tsk. af sennepsblandingen over hver filet og krydr med salt og friskkværnet peber.
  4. Fold fileterne sammen og vend dem forsigtigt i rugmel. 
  5. Varm en pande med olie op og steg filterne på begge sider, til de er tilberedte hele vejen igennem. Gentag processen, til alle fileterne er stegte, og lad dem køle af.
  6. Læg dem derefter i en beholder, gerne af plastik. Hæld den afkølede lage over. Læg evt. en lille tallerken oven på sildene for at holde dem under lagen. Sildene kan spises efter 1 døgn, men er bedst efter 3 dage i lagen. Sildene kan opbevares i køleskabet i min. 2 uger.

Syltede rødløg

  1. Løgene pilles og skæres i 1½ cm brede strimler eller tynde både, på langs med løgets fibre.
  2. Blancher løgskiverne i letsaltet vand i ca. 2 minutter, til de begynder at skille sig ad.
  3. Tag løgene op med en hulske og kom dem i et skoldet sylteglas.

Syltelage til rødløg

  1. Kom alle ingredienserne i en gryde og kog op, til honningen er helt opløst.
  2. Afkøl lagen og hæld den over rødløgene.

Rygeostcreme

  1. Rør det hele sammen og smag til med citron, salt og friskkværnet peber.

Anretning

  1. Skrab eller riv peberroden.
  2. Lun evt. forsigtigt sildene op i en kasserolle med lidt af lagen. De må ikke begynde at koge! De skal ikke være brandvarme, men bare lige lunes igennem.
  3. Smør rugbrødet med smør og anret 1-2 sild på hver skive.
  4. Kom klatter af rygeostcreme på, de syltede rødløg og kom til sidst dild og revet peberrod på. Server.