En rigtig luksusmorgenmad - Belgisk vaffel med danske stenbiderrogn. (©Kokblog.dk)

Stenbiderrogn på belgisk vaffel med pocheret æg

En uforskammet ret, der meget nemt kan serveres som morgenmad eller brunch til en du holder ekstra meget af. Vaflerne er lavet uden sukker, så de passer helt fint som platform for store mængder stenbiderrogn og æg.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 2 pers.

Kok og program

Ingredienser

Belgike vafler

  • 1 æg
  • 1 dl kærnemælk
  • 1/2 citron, saft heraf
  • 75 g smør
  • 1 tsk. bagepulver
  • 125 g hvedemel
  • 1 tsk. salt

Pocherede æg

  • 2 helt friske æg
  • rigeligt vand
  • 2 spsk. eddike

Servering

  • 100 g stenbiderrogn
  • frisk purløg
  • 2 skiver citron
  • salt og peber

Fremgangsmåde

Belgiske vafler

  1. Til vaffeldejen skilles det ene æg i æggehvide og æggeblomme.
  2. Æggeblommen piskes luftige en skål, hvorefter mælk og citronsaft tilsættes. Smør smeltes i en gryde over medium varme, hvor du lader det brune let i gryden. Herefter tilsættes smørret til ægge- og mælkeblandingen.
  3. Bagepulver, mel og salt røres sammen, og vendes sammen med de våde ingredienser.
  4. Æggehviden piskes helt stiv med en håndmixer, hvorefter den stive æggehvide foldes forsigtigt ind i dejen. Nu kan vaflerne bages i et varmt vaffeljern, der er smurt let med smør.

Pocherede æg

  1. En mellemstor gryde med vand sættes på varmen. Når vandet er lige under kogepunktet, uden at der dannes luftbobler i vandet, hældes et skvæt eddike i vandet. 
  2. Med et piskeris danner man en ”tornado” i vandet ved at dreje rundt. De helt friske æg slås ud i hver deres lille skål, og hældes forsigtigt ned i vandet, så tornadoen får æggene til at dreje rundt om sig selv, mens æggehviden samler sig om blommen. 
  3. Vær opmærksom på, at æggene ikke hænger fast på bunden, og giv dem 4 minutters tid i vandet.

Servering

  1. Når vaflerne er bagt, og ægget er pocheret, er det tid til at servere: Placer dine perfekt pocherede æg på dine belgiske vafler med en uforskammet stor skefuld stenbiderrogn på hver vaffel. 
  2. Server med frisk purløg, en skive citron og salt og peber.