Dette er ikke en lille let dessert, så pas på du ikke spiser for meget, inden du kommer til desserten (©DR)

Sticky toffee-pudding m. custard og toffeesauce

I programmet 'rule britannia' laver brødrene Price en lækker substantiel klassisk engelsk dessert

Tilberedningstid: 2 timer, 30 min. Antal portioner: 6 pers.

Ingredienser

  • 175 g blødt smør
  • 175 g muscovadosukker
  • 175 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 spsk. mørk sirup
  • 3 stk. æg

Vaniljesovs

  • 6 dl sødmælk
  • 4 stk. æggeblommer
  • 1 stang vanilje
  • 3 spsk. sukker
  • 3 spsk. maizena

Karamelsovs

  • 50 g smør
  • 75 g muscovadosukker
  • 25 g rørsukker
  • 150 g lys sirup
  • 1,5 dl fløde

Fremgangsmåde

  1. Rør smørret hvidt enten med elpisker eller i røremaskinen. Tilsæt muscovadosukker og rør igen til blandingen bliver let og luftig. Tilsæt sirup og rør igen.

  2. Tilsæt æggene et ad gangen og vend melet blandet med bagepulveret forsigtigt i. Smør buddingformen grundigt og kom massen i.

  3. Dæk formen med et dobbelt lag smurt folie og bind en snor rundt om, så der ikke slipper damp ud. Kom formen i en stor gryde med ca. 5 cm vand. Læg låg på og damp buddingen i 2 timer. Fyld evt. lidt mere vand på undervejs. 

Vaniljesovs:

  1. Imens laves vaniljesovsen. Skrab kornene ud af vaniljestangen og kom dem og stangen i en gryde sammen med mælken. Lad det koge op og sæt det så til at trække i en tyve minutters tid.

  2. Rør æggeblommerne med sukker og maizena til det bliver lyst. Varm mælken op igen, fisk vaniljestangen op og hæld den varme mælk i æggeblandingen, mens der piskes.

  3. Kom det hele tilbage i gryden og varm op til det tykner. Det må ikke koge. Vaniljesovsen kan serveres lun eller kold efter behag. 

Karamelsovs:

  1. Karamelsovsen laves således: Smørret, siruppen og de to slags sukker kommes i en gryde og varmes op, til sukkeret er smeltet. Kom fløden i og lad det koge op. Denne sovs må godt være lun, når den serveres. 

Vend buddingen ud på et lille fad og server den med de to sovse.