(©DR)

Stikkelsbærkompot med hvid kanelcreme

Stikkelsbærkompot er en klassiker, og i programmet 'Det søde sommerliv' lavede konditor Mette Blomsterberg denne skønne opskrift på stikkelsbærkompot serveret med en hvid kanelcreme og sprøde pistacieflager. Og så har man en spændende og anderledes dessert.

Skal trække minimum to timer.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 6 pers.

Ingredienser

Stikkelsbærkompot

  • 150 g stikkelsbær
  • 30 g sukker
  • 1/2 stk. vaniljestang
  • 1 1/2 blad husblas

Hvid kanelcreme

  • 4 dl creme fraiche 38 %
  • 1 dl pasteuriserede æggehvider
  • 1/2 stk. vaniljestang
  • 50 g flormelis
  • 1/2 tsk. stødt kanel

Sprøde pistacieflager

  • 50 g sukker
  • 50 g usaltede pistaciekerner
  • 50 g smør
  • 50 g glukose
  • 25 g hvedemel

Pynt

  • 30 g usaltede pistaciekerner

Fremgangsmåde

  1. Stikkelsbær kompot:
    Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Mas kornene med en anelse af sukkeret sammen på bordet med en paletkniv, så kornene skilles ad. 

  2. Vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker og de nippede og skyllede stikkelsbær koges under låg ca. 10 minutter. Imens lægges husblassen i blød i en ½ liter koldt vand.

  3. Den kogte kompot tages af varmen og afkøles let i 5 minutter. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den stadig varme kompot. Rør godt, til alt husblassen er smeltet.

  4. Fordel straks kompotten i seks cylinderglas - vær omhyggelig, så glassenes sider stadig er rene og fine. Glassene stilles i køleskab et par timer, til kompotten har sat sig (sæt dem gerne fryseren, hvis du er for utålmodig).

  5. Hvid kanelcreme:
    Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Mas kornene med en anelse af sukkeret sammen på bordet med en paletkniv, så kornene skilles ad. Vaniljesukker, flormelis, creme fraiche 38% og stødt kanel piskes kort med en håndmikser i en lidt stor skål.

  6. I en anden ren skål piskes æggehviderne stive med en håndmikser med rene piskeris. De piskede æggehvider vendes nu op i skålen med kanelcreme, og de to ting vendes forsigtigt sammen.

  7. Når kanelcremen er ensartet, fyldes den op i en engangssprøjtepose, og cremen fyldes nu ovenpå den iskolde stikkelsbær kompot.

  8. Sprøde pistacie flager:
    Pistaciekernerne hakkes fint, og alle ingredienserne æltes sammen til en ensartet dej (brug gerne en røremaskine med dejspartel). Tril dejen til kugler, som er ca. 10 g hver. Kuglerne stilles på en bageplade beklædt med bagepapir. Stil dem med god afstand og bag kun max. fire ad gangen, da de flyder meget ud (husk det er en god idé med et par ekstra, da de jo er ret så porøse og nemt kan knække).

  9. Kuglerne bages ved 160 grader til de er helt flydt ud og let gyldne, ca. 5 - 7 minutter. Løsn dem straks med en paletkniv og lad dem afkøle direkte på bordet. Placér de sprøde pistacieflager på glassene og drys slutteligt med grofthakkede pistacie kerner.