Quesadillas findes i mange spændende varianter. Her får du en opskrift på quesadillas med chorizo, tigerrejer og masser af ost, tilsidst toppet med friske koriander - og selvfølgelig med en frisk guacamole til. (Foto: Gastromand ©DR)

Surf'n'turf quesadillas med chorizo og tigerrejer

Quesadillas er utrolig lækre og findes i alverdens varianter. De er både greasy og sprøde på samme tid og fyldt med smagfulde råvarer. Retten stammer oprindeligt fra Mexico, men har efterhånden spredt sig til det meste af verden. Disse quesadillas er med både chorizo og tigerrejer og kan serveres med en lækker røget guacamole til. Velbekome.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Quesadillas

  • 8 stk. store tortillas
  • 250 g chorizo
    (Tynde skiver)
  • 2 fed hvidløg
  • Lidt olie
  • 200 g pillede tigerrejer
  • Lidt salt
  • Lidt peber
  • 1/2 lime
  • 125 g revet mozzarella
  • 125 g revet cheddar
  • 1/2 bundter koriander

Røget guacamole

  • 1/2 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1,5 tsk. groft salt
  • 3 stk. avocado
  • 1 spsk. limesaft
  • 1 tsk. chipotle-sauce
    (Eller efter smag (kan også udelades))

Fremgangsmåde

Quesadillas:

  1. Varm en pande op til 2/3 af max blus og steg chorizoen i et par minutter, til de er let sprøde på overfladen.
  2. Fjern chorizoen fra panden, tilsæt lidt olie og og de to pressede fed hvidløg. Rist det et øjeblik og tilsæt rejerne samt lidt salt, peber og limesaft.
  3. Steg rejerne i et par minutter. Husk at de ikke skal steges helt færdige på panden.
  4. Lad rejerne køle lidt af og hak dem groft.
  5. Bland mozzarella og cheddar og del osten i fire portioner.
  6. Læg en tortilla på panden og fordel det meste af den ene portion ost på tortillaen.
  7. Steg den i et minuts tid og læg 1/4 af chorizoen og rejerne ovenpå osten. Drys resten af osteportionen ovenpå pølsen og rejerne og læg derefter en tortilla på.
  8. Lad quesadillaen stege på den ene side, til osten smelter, mens du presser den let sammen med en paletkniv.
  9. Vend quesadillaen når det er muligt og steg på den anden side, til den er sprød.
  10. Skær den derefter ud i passende trekanter og drys hakkede koriander over.

Røget guacamole:

  1. Knus løg, hvidløg og salt til en jævn 'pasta' i en morter.
  2. Mos avocadoerne til de har den konsistens, du bedst kan lide.
  3. Tilsæt løg-pasta, limesaft og chipotle-sauce i skålen med moste avocadoer.
  4. Smag til med salt, limesaft og chipotle og servér guacamolen med det samme.

TIP: Har du ikke en morter, kan du i stedet snitte løg og hvidløg fint og blande det med avocadoerne.