Surrib
I sønderjylland er det normalt særligt til jul at spise denne egnsret kaldet surrib. Retten er lavet af kogeflæsk og spises som pålæg på rugbrød med syltede rødbeder - og gerne en lille snaps til.
Laves gerne dagen før.
Tilberedningstid:
6 timer
Antal portioner:
4 pers.
Kok og program
Ingredienser
- 750 g magert stribet kogeflæsk med svær
- 7,5 dl vand
- 2,5 dl lagereddike
- 6-7 stk. laurbærblade
- 10-12 stk. peberkorn
- 1 spsk. salt
- 8 blade husblas
Fremgangsmåde
- Læg hele kødstykket i en gryde og dæk det med vand og eddike. Tilsæt peberkorn, laurbærblade og salt og lad det koge roligt under låg til det er helt mørt (1 1/2 -2 timer.)
- Tag kødet op og lad det køle lidt af. Fjern sværen og skær kødet i passende skiver, som lægges i et dybt fad.
- Kog lagen ind til der er ca. 6 dl. Smag lagen til med yderligere eddike og evt. mere salt. Den skal smage kraftigt og syrligt. Husk at den kommer til at smage mindre igennem, når den serveres koldt.
- Udblød husblassen i koldt vand og opløs den i den varme lage. Hæld lagen over kødet og sæt det køligt til geleen er stivnet.
- TIP: Surrib kan spises som frokostret med stærk sennep, rødbeder og rugbrød.