Den dejlige kyllingeret med sursød sauce udgør en skøn aftensmad med Adam Prices lækre opskrift. (©DR)

Sursød ananaskylling

Har du lyst til noget fedtet mad? Så er det denne asiatiske ret du skal have fat i. Adam Price leverer her en nem opskrift på friturestegt kylling i asiatisk sursød sauce, serveret med ris.

Tilberedningstid: 50 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

Kylling og marinade

  • 600 g kyllingebryst
  • 1 smule olie
  • 400 g bastmatiris
  • 4 spsk. østersauce
  • 2 spsk. maizena
  • 1 smule peber

Sursød sauce

  • 1 stk. økologisk citron
  • 1 stk. økologisk appelsin
  • 0,5 l ananasjuice
  • 1 dl risvineddike
  • 1 stk. rød peberfrugt
  • 1 stk. grøn peberfrugt
  • 1-2 stk. gulerødder
  • 200 g frisk ananas
  • 1 smule rød frugtfarve
  • 1 smule majsstivelse
  • 1-2 stk. forårsløg
  • 1 dl brun farin

Frituredej

  • 1,5 tsk. natron
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 120 g hvedemel
  • 60 g maizena
  • 180 ml kold pilsner
  • 2 spsk. jordnøddeolie

Fremgangsmåde

Forbered først kylling: 

  1. Kyllingen skæres ud i mundrette stykker og mariners i østerssauce og peber, vendes godt sammen med maizena, og sættes på køl i min. 30 min.

Lav dernæst sursød sauce:

  1. Ris vineddike og brun farin koges op med saften fra appelsin og citron. Kog derefter en citron- og appelsinbåd med skal, ned i lagen. Lad lagen trække i ca. 15 min. 
  2. Skær den friske ananas i tern. 
  3. Kog ananasjuice ned til kraftig smag med friske ananastern. Sigt derefter eddikelagen over i ananasjuicen. Jævn saucen til ønsket konsistens med majsstivelse rørt op i vand. For at give saucen et autentisk udseende farves den en smule med rød frugtfarve. Smag til med salt, peber evt. mere brun farin eller risvineddike alt afhængig af hvor sursød man ønsker sin sauce. 
  4. Peberfrugter og gulerod skæres i diagonale stykker og vendes i den varme sauce ca. 5 min. inden servering, så der stadig er bid i dem. 

Lav så frituredejen og steg kyllingen:  

  1. Bland de tørre ingredienser grundigt sammen, tilsæt lidt ad gangen under omrøring; olien samt pilsneren. 
  2. Kyllingestykkerne vendes grundigt i frituredejen. 
  3. Frituresteg kyllingen ved ca. 150 grader, indtil de er dejligt gyldne og sprøde. Læg de friturestegte stykker op på noget fedtsugende papir. 
  4. Vend den friturestegte kylling sammen med den varme sauce, drys med de fintsnittede forårsløgtoppe og server den straks med ris til.