(©DR)

Sushi - makirulle med sesamfrø og sukkersaltet laks

Makiruller med laks er en klassiker i ethvert måltid med sushi. I denne opskrift på maki-ruller har den svenske tv-kok Tina Nordström marineret laksen i salt og sukker og rørt en stærk soja, som bliver serveret til.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 3 dl sushiris
  • 4 dl vand
  • 3 spsk. risvineddike
  • 3 spsk. sukker
  • 0,5 tsk. salt
  • 350 g rå laks
  • 3 spsk. sukker
  • 2 spsk. salt
  • 1 dl sesamfrø
  • 1 stk. agurk
  • 0,5 stk. kinaradise
  • 1 dl dild
  • 1 dl rucola
  • 1 tsk. wasabi
    (Bruges efter smag og behag)
  • 0,5 stk. lime
  • 3 stk. noritang sushiplader
  • 2 dl sojasovs
  • 0,5-1 stk. citrongræs
  • 1 spsk. honning
  • 0,5 stk. lime
  • 0,5 stk. røget chili (chipotle)
  • 0,5 spsk. tørret rosmarin

Fremgangsmåde

  1. Ris:
    Skyl risene grundigt i flere hold vand, til skyllevandet er klart. Kom ris og vand i en gryde og lad det koge ved høj varme i fem minutter. Skru så ned for varmen og lad risene simre i 10-15 minutter. Tag gryden af varmen og lad risene køle lidt af med et viskestykke over. Bland vineddike, sukker og salt i en stor skål. Bland risene i og lad dem afkøle helt. 

  2. Fyld:
    Skær laksen ud i smalle stykker. Læg dem på en tallerken og gnid dem med sukker og salt. Lad laksen trække cirka en time ved stuetemperatur. Skyl herefter laksen og lad den dryppe af på et stykke køkkenrulle. Pluk dilden hak ruccolaen groft og riv skallen af den halve lime - bland dild, ruccola og limeskal i en skål.

  3. Rist sesamfrøene gyldne på en pande, skræl agurken, fjern kernerne og skær agurken i tynde stave og skær også kinaradissen i tynde stave.  

  4. Soja:
    Knus citrongræsset med bagsiden af en kniv og del det i to. Pres saften fra limefrugten og hak chilien fint. Giv soja, honning, citrongræs, limesaft og røget chili et hurtigt opkog og lad det køle af. 

  5. Rulning:
    Læg en plade noritang på en bambusmåtte med den blanke side nedad og fordel et tyndt lag ris ovenpå. Drys sesamfrø på. Læg laks, kinaradise, agurk, lidt wasabi og dild- og rucolablandingen på tværs et par centimeter inde fra den ene kant.

  6. Færdig:
    Rul pladen sammen ved hjælp af bambusmåtten. Væd den yderste kant af pladen med lidt vand, så det klistrer, og rullen dermed kan fæstnes for enden. Lad rullen hvile i 10 minutter og skær den herefter ud i skiver. 

TIP: Servér makirullerne med ingefær og soja og gerne med en masse andet lækker og hjemmelavet sushi.