Bag dine egne kanelknækbrød med denne opskrift fra Den Store Bagedyst (©DR)

Svenske møllehjul - knækbrød med kanel

Knækbrød er fantastisk som snack eller som et sprødt indslag i madpakken, og så kan det holde længe, hvis bare man opbevarer det i en beholder med tætsluttende låg. I Den Store Bagedyst 2013 bagte Annemette Voss denne opskrift på flotte og lækre knækbrød - svenske møllehjul - som har en dejlig krydret smag af kanel og ingefær.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 12 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 25 g gær
  • 1 tsk. salt
  • 2 spsk. sukker
  • 1 dl lunkent vand
  • 175 g rugmel
  • 300 g hvedemel
  • 4 tsk. kanel
  • 3 tsk. stødt ingefær
  • 150 g smør
  • 1,5 dl mælk

Fremgangsmåde

  1. Tænd for ovnen på 225 grader (alm ovn). Opløs gæren i det lune vand. Lun mælken og smelt smørret heri. Bland mel, ingefær og kanel sammen. Tilsæt salt og sukker til gærblandingen. Tilføj melblandingen lidt efter lidt sammen med smør-mælken til dejen, mens den røres sammen. Dejen skal æltes godt igennem og være let klistret. Lad dejen hvile i 15 min. Klargør tre bageplader med bagepapir.

  2. Del dejen i tre lige store stykker. Rul hver klump ud i et tyndt fladt lag - ca 2 mm tykt - og udstik 16 knækbrød pr. plade. Hvert knækbrød skal ca være 8 cm i diameter. Udstik også et lille hul i midten af hvert knækbrød. Rul med en knækbrødsrulle eller prik knækbrøddende med en gaffel i et fint mønster. Placér 16 knækbrød på hver bageplade. Drys evt. med lidt kanel. Når en bageplade er fyldt op sættes den i ovnen og bager i 5-7 min. ved 225 grader øverst i ovnen.

  3. Derefter tages den ud og den næste plade bages ligeså - og så fremdeles. Når den 3. plade er i ovnen skrues ned på 130 grader. Når denne plade også har været i ovnen i 5 min, så sættes de to øvrige plader ind og alle tre plader bager færdig i ca 30-40 min ved 130 grader. Tjek jævnligt om knækbrødene lyder hule, når du banker på dem. De skal være sprøde!