Svinebryst marineret i en hjemmelavet paprikaolie tilberedt med en masse lækre grøntsager. Så bliver det ikke meget bedre. (©DR)

Svinebryst i tomat

Her får du Jesper Vollmers opskrift på en smagfuld og dejlig varm aftensmadsret. Svinebryst i tomat er en sund og lækker ret med masser af smag blandt andet fra den hjemmelavede paprikaolie, som svinebrystet skal marineres i.

Tilberedningstid: 3 timer Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

  • Ca. 1 kg svinebryst med svær og ben
  • 1 tsk. paprika
  • 6 stk. laurbærblade
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 stk. sød kartoffel
  • 2 stk. rødløg
  • 4 fed hvidløg
  • 1 stk. chili
  • 2 spsk. rødvinseddike
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 4 dl vand
  • 1 stængel rosmarin

Fremgangsmåde

  1. Rids sværen ned til kødet på svinebrystet.
  2. Blend eller knus laurbærblade, paprika og salt i en morter og bland det med olien. Gnid grisebrystet ind i paprikaolien.
  3. Orden grøntsagerne ved at skylle og skrælle dem. Hak det hele groft og læg det i et fad, der kan gå i grillen (eller ovnen) ved indirekte varme.
  4. Læg brystet ovenpå og steg det i grillen under låg ved ca. 200 grader i 45 min.
 Tag fadet ud og løft stegen af.
  5. Bland eddike og tomater i grøntsagerne og hæld vandet ved. Læg stegen ved igen og giv den ca. 1,5 time mere ved lidt lavere varme. Gerne ca. 175 grader.
  6. Kig til stegen. Den skulle gerne være mør nu. Hvis ikke, kan den få et kvarter mere.

TIP: Servér det hele sammen med en stor grøn salat og evt. lidt frisk pasta, hvis det skal mætte lidt mere.