Tarte tatin med sprød dej og karamelisserede æbler er en elsket dessertklassiker. (©DR)

Tarte tatin

Tarte tatin er en klassisk desserttærte med mørdej, karamel og æbler, som vækker glæde hos de fleste. Denne opskrift lavede kok Søren Ejlersen i tema-lørdagen ' Vi elsker Falster'.

Tilberedningstid: 2 timer, 30 min. Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

Mørdej

  • 200 g hvedemel
  • 100 g koldt smør
  • 1 knivspids salt
  • 2 tsk. sukker
  • 1 stk. past. æggeblomme
  • 3 spsk. vand

Fyld

  • 1,5 kg kogefaste æbler
  • 200 g sukker
  • 100 g smør

Fremgangsmåde

At lave en tarte tatin er en proces, hvor man skal være vågen. Men at opleve, hvordan det søde sukker arbejder sammen med æblesaften og æblerne, der nærmest sylter ned i sukker og saft, er en af dessertkøkkenets store fornøjelser.

Man skal helst bruge en tarte tatin-form, men man kan også godt bruge en støbejernspande. Tykkelsen på formen er afgørende, fordi den sikrer en langsom varme til sukkeret og æblerne, så der er mindre risiko for, at sukkeret brænder på.  

  1. Mørdej:
    Sigt melet i en skål, og lav en fordybning i det. Kom smør, salt og sukker i fordybningen. Bland ingredienserne sammen med fingrene, så smørret bliver arbejdet ind i melet lidt ad gangen. Saml dejen med æggeblomme og vand. Ælt det til en sammenhængende dej, og lad den hvile mindst en time på køl. 
  2. Fyld:
    Skræl æblerne, halver dem, og udhul dem. 
  3. Smelt sukkeret i en tarte tatin-form, til det karamelliserer, tilsæt smørret, og læg de halve æbler i formen med hulrummet opad.  De må gerne ligge i flere lag og nå op over formens kant. Kog æblerne i sukkermassen, til der dannes en dyb, gylden karamel. Saften fra æblerne skal være fordampet, inden frugten starter karamelliseringen. Det tager ca. 20 minutter. Pas på, at karamellen ikke brænder på. Tag tærten af ilden, når æblerne er helt syltede i karamellen. Lad den køle af lidt.  
  4. Rul imens mørdejen ud, til den er ca. 3 mm i tykkelse, og læg den over den let afkølede tærte. Skær kanterne til med en kniv, så den passer til formen. Sæt tærten i ovnen ved 180 grader, bag den i ca. 30 minutter. Vend den straks ud på et fad, og server.