Tidsforbrug: 4 timer Mængde: 8 pers.
Ingredienser
MØRDEJ
- •
250 g hvedemel
- •
70 g flormelis
- •
175 g koldt smør
- •
1 stk. æg
FYLD
- •
1,5 kg syrlige æbler
- •
100 g smør
- •
200 g sukker
PARFAIT MED CALVADOS
- •
100 g lys rørsukker
- •
100 g pasteuriserede æggeblommer
- •
1 stang vanilje
- •
450 ml fløde
- •
1 dl vand
- •
Calvados efter smag
Fremgangsmåde
Calvados parfait
Begynd med Calvados parfait'en, da den skal fryses i minimum 4 timer.
Æggeblommer, sukker, vaniljemarv og vand piskes over svag varme. Pisk til massen er dejlig luftig og cremet. Tag æggemassen af varmen og køl den evt. ned i vandbad.
Pisk fløden let til skum. Det er vigtigt den ikke piskes for meget, da ens parfait ellers vil skille. Fold flødeskum og æggesnaps forsigtigt sammen, og smag til med calvados.
Frys parfait i forme, min. 3-4 timer.
Tarte tatin
Hvedemel blandes grundigt sammen med flormelis og salt. Det kolde smør smuldres i indtil dejen har et udseende som revet parmesan.
Det hele samles med 1 æg. Dejen må ikke æltes, den skal kun samles. Lad dejen hvile på køl 1 times tid.
Æblerne skrælles, og skæres i kvarte. Kernehus fjernes. Skræl og kernehuse kan evt. gemmes og koges i lidt vand og sukker til man får en fin æblesirup, som tærten kan pensles med til sidst.
Smelt sukkeret til karamel på panden. Tilsæt smørret og rør rundt. Fjern panden fra blusset. Læg æblerne pænt i panden med den buede del nedad. Æblerne skal ligge helt tæt.
Sæt panden tilbage på svagt blus så æblerne kan falde lidt sammen noget af deres saft kan koge væk.
Tag igen panden fra blusset og lad den køle helt af. Rul mørdejen ud til en cirkel, som har samme størrelse som panden. Læg dejen ovenpå æblerne og stop den godt ned i kanten hele vejen rundt. Tærten bages gylden ved 200 grader i 20 - 25 min.
Tag den derpå ud af ovnen. Læg en stor tallerken eller et fad over panden, og med en hurtig bevægelse vendes tærten rundt, og ud på tallerkenen.
Glasér evt. tærten med æblesirup, og server den lun med calvados parfait.